sonja1

Sonja Hald skiller hele lortet ad og samler det igen

ORD: Brigitte Binger

En regnvåd halvkold fredag i Aarhus, langt væk fra sommerens festivaler, er Sonja Hald gået i studiet for at lægge sidste hånd på deres kommende EP. Radar mødte Sonja Hald som består af Simon, Ole, Mikkel, Jacob og frontmand Jonas Dahl til en snak om deres kommende EP, og om en koncert på Radar der bliver noget ud over det sædvanlige.

- “Siden vores tour sluttede i efteråret har jeg været i gang med at skrive sange sange” fortæller Jonas Dahl. "Vores kommende EP kommer til at indeholde ca. 4-5 numre, hvilke det bliver ved vi ikke helt endnu. Senere på året følger vi så EP’en op med et helt album. Den første plade var et dogmeprojekt, der blev indspillet på så lidt tid som muligt, og mindst et nummer pr.dag. det tog kun 12 dage i studiet, så var den færdig. Det var et forsøg på ikke at overtænke tingene, på baggrund af en tese om at det første ofte er det bedste. Det har vi dog lavet totalt om på denne gang. Der skal ske noget andet. Vi vil skille hele lortet ad og samle det igen. Og så har vi taget fat i noget mere guitar Det bliver mere rocket og knap så blødt og folket”

Hvad kan vi vente os af koncerten på Radar d. 23 april?

-”Vi vil selvfølgelig spille numrene fra EP’en live, derudover har vi fokus på at få det til at fungere med gæsteartisterne, måske går vi ind og tolker på et af deres numre, eller omvendt, der kan ske lidt af hvert, men alt sammen i Sonja Hald-regi. Vi har spillet meget rundt om i landet, men ikke så meget i Aarhus, pånær da vi startede. Vi var lidt bange for at overmætte markedet her i byen, men nu er det ved at være rigtigt længe siden vi sidst har spillet her. Og Aarhus er jo vores hjemmebane, så vi føler der skal ske mere end bare en almindelig koncert. Radar har en god størrelse og en god lyd, og vi vil hellere spille et tætpakket mellemstort sted, end et stort tomt venue. Så vi håber folk vil komme, og vi ikke vi er gået i glemmebogen siden efteråret.”

Til koncerten på Radar har I lokket et lækkert line-up af musikalske kolleger med, hvorfor har I valgt lige de gæster?

Telestjernen: I tiden op mod finalen til Karrierekanonen overvejede vi, om vi skulle fokusere 100 % på at spille en masse koncerter og komme ud, men så blev vi spurgt om vi ville være backingband for Telestjernen, som Jonas altid har været fan af. Vi valgte at bruge energi på at hjælpe Telestjernen, og låne Sonja Hald ud til ham. Det viste sig at være en rigtig god investering for os som band. Vi lærte hinanden meget bedre at kende som musikere. Nu vil skæbnen så at Telestjernen og hans kone har købt en gård, og den har så mange kvadratmeter at Jonas og hans kone med. Så udover det musikalske slægtskab er der også kommet venskab ud af det

Laura Mo mødte vi i forbindelse med en koncert i Aalborg, og vi blev ret pjattede med hende. Hun har sin egen YouTube-kanal, hvor hun inviterer gæster ind, og der har vi været så heldige at være gæstestjerner. Senere har Jonas skrevet en duet til Laura Mo.

Jøden Og Johnny Hefty er vi løbet ind i ude på festivalerne i sommers. Vi kan skidegodt lide dem, de er supersjove, og vi hører dem tit i tour-bussen.

Johan Olsen: Vi var på tour med Magtens korridorer i seks uger fordelt over 19 koncerter, vi gik bare godt i spænd med dem. Det har haft en kæmpe betydning, både at vinde Karrierekanonen og at være på tour med Magtens Korridorer. Via dem er vi kommet ud til et rigtig stort publikum og har fået lov til at spille udsolgte koncerter på store spillesteder.

I’ll be Damned har vi været perlevenner med siden Karrierekanonen. De har været rigtigt flittige til at komme til vores koncerter, fordi de syntes det var fedt, også selvom det er en helt anden boldgade.

Hvad bringer fremtiden ellers for Sonja Hald?

-”Vi skal arbejde på albummet over sommeren, og ellers så håber vi selvfølgelig at komme ud og spille på en masse festivaler. Når man er en lille skid af et band, som vi er, er man sidste brik i det tetris-spil som festivalerne er ved at lægge. Så koncerten på Radar er den eneste på programmet foreløbig. Vi glæder os sindssygt meget og det bliver fandme sjovt. Det er det vigtigste, det skal være sjovt. Vi håber Radar bliver fuldstændig pakket så vi kan holde en kæmpefest.”

 

SONJA HALD - Nu med venner

Lørdag d. 23. april

INFO - FORSALG - FB

 

Back