199 N0rthside 2017 --- Photo Morten Rygaard All copyrights_DSC6881.jpg

Radars anbefalinger til Northside

05.06.2018 - foto: Morten Rygaard//Northside

 

I denne uge er der meget stille på Radar, for i weekenden skal alle på Northside Festival 2018.

Personalet på Radar har meget forskellig musiksmag, og heldigvis for det. Her følger i alt otte anbefalinger fra fire af Radars ansatte. Måske er du enig, måske er du voldsomt uenig eller måske har du lyst til at lade dig udfordre. Uanset hvad, så ønsker vi alle en glædelig festival.

Matilde, baransvarlig

Björk

Lige siden min far i fordums tid introducerede mig for den, hvad jeg dengang syntes, yderst mærkværdige sangerinde, har Björk langsomt groet fra at være en anbefaling af faderlig kærlighed til en absolut yndling af mine. Hendes finurlige udtryk, der kan bevæge sig fra det helt sarte og minimalistiske til det stærke og storslåede på et øjeblik, og de reflekterede tekster gør evigt indtryk på mig. Det er ikke sjældent at jeg fælder en tåre eller to. Det samme agter jeg at gøre til koncerten på årets Northside Festival, som jeg (og min far) har tårnhøje forventninger til.


Thundercat

Det her er groovy ad helvede til! Stephen Bruner, der gemmer sig bag det ligeledes groovy kunstnernavn leder an på bas og vokal, når han invitere til, hvad jeg tror bliver en kæmpe fest med et musikalsk overskud udover det sædvanlige. Et besøg fra nogle af de yderst prominente folk Bruner har præsteret at feature på sine plader gennem årene, f.eks. Kendrick Lamar, Erykah Badu og Flying Lotus, er måske for meget at forvente, men vil næppe komme til at hindre koncerten i at blive et af mine musikalske højdepunkter i år.

Jesper, regnskabsmedarbejder

Greta Von Fleet

Jeg skal helt bestemt høre Greta Von Fleet. Jeg havde aldrig hørt om dem før jeg gennemlyttede playlisten for Northside 2018. Jeg var med det samme fanget af deres klassiske rock-lyd, som inviterer til en koncert med fuldt skrald. Jeg håber på at de fire unge gutter kan leve op til forventningerne og vil blæse mig bagover.

 

D/troit

I sidste øjeblik har Northside kontaktet vikarservice, efter at Earl Sweatshirt aflyste sin optræden på festivalen, og de har i stedet fået dette fantastiske københavnske funk/soul orkester til at dække ind. Jeg glæder mig til at høre dem til hvad der er ikke mindre end åbningskoncerten på årers Northside, hvor solen forhåbentlig skinner i øjnene og den første øl smager allerbedst og musikken sætter den glade stemning for resten af weekenden. Jeg skal høre D/troit, fordi det bare er meget bedre end en useriøs Hip Hop-artist.

Mia, spillestedsleder

Findlay

Jeg kendte ikke Findlay før jeg så hende på Northsides program. Selvom hendes musik ofte har meget forskellige udtryk, så hører jeg en stor ærlighed i hendes musik, som jeg finder meget tiltalende. Det er bestemt en artist jeg vil følge fremadrettet, og jeg håber lidt at koncerten på Nortside vil have en in-your-face-energi, og måske knap så meget pænhed, som studieindspilningerne bærer lidt præg af.

 

Queens of the Stone Age

Denne anbefaling kan jeg ikke komme udenom. Mit absolut favorit band på årets Northside. Melodisk rock, en provokerende og charmerende forsanger og masser af guitar. Så bliver det ikke en meget bedre sommeraften. Jeg har aldrig oplevet QOTSA live, og forventningerne er så høje at en skuffelse ligger snublende nær. Omvendt har QOTSA aldrig rigtig skuffet mig. Så jeg håber at der bliver skruet op for PA-anlægget til max og pladsen vælter bagover af en guitarmur.

Steffan, kommunikationsmedarbejder

Future Islands 

Koncerten på Atlas i 2012, hvor Samuel T. Herring i front for Future Islands forførte de knap 100 fremmødte denne råkolde februar aften med en killer performance, står fortsat som én af de mest intense koncerter jeg har været til. Siden har jeg set en række optrædener fra Future Islands foran større crowds end denne aften - og selv om en del af intensiteten forsvinder i menneskemængden, og sikkert også gør det torsdag på Northsides Green Stage, så er det helt sikkert en koncert jeg ser frem til.

 

Aurora

Alle, der så den dengang kun 19-årige norske sangerinde på SPOT tilbage i 2015, var ikke i tvivl om, at her havde vi at gøre med noget helt unikt. Det skulle have været en voldsom overvældende koncert, som jeg desværre gik glip af. Men heldigvis har rygtet spredt sig, og nu har også Northside opdaget den norske sangerinde – så nu har jeg, og alle andre, chancen, hvis man ellers har fundet vej til pladsen fredag kl. 16.30, hvor hun træder op på Red Stage.

Back