Radar2.jpg

November måned på Radar

November  over os, efteråret er trådt i karakter, og vejret lægger - efter en lang sommer - for alvor op til at høre musik indendørs igen. Derfor har vi fyldt vores kalender med spændende koncertoplevelser, der stikker i flere forskellige genremæssige retninger.

Vi starter ud fredag 2. november med det danske band Fugleflugten, der med deres eget take på klassisk shoegaze, spinder indierock af bedste skuffe. Lyduniverset bærer præg af bandets hang til stærke britiske navne som The Cure og Joy Division, men man finder også inspiration fra post punkens fandenivoldskhed.

Hvis du mere er til psych-rock, lægger svenske Les Big Byrd vejen forbi Radar torsdag 22. november. Les Big Byrd består af medlemmer fra anerkendte bands som Caesars, Fireside og Teddybears og udgør dermed lidt af en melodisk psych-rock supergruppe. Med det nye album 'Iran Iraq IKEA' følger de op på lyden vi kender fra debuten, men indtager også nye territorier, alt i mens de holder den høje kvalitet, som har været deres varemærke fra dag et.  

Torsdag d. 29. november har vi fornøjelsen af, at kunne præsentere den finske synth-pop artist Jaakko Eino Kalevi. Jaako slog sit navn fast med den anmelderroste selvbetitlede debut LP fra 2015, der vidner om et usædvanligt stort talent, og som landede på top 20 lister over årets albums hos anerkendte internationale musikmedier som Time Out og Mojo.

På det spritnye album “Out of Touch” trækker han på stilmæssige referencer fra Gerry Raffertys swagger over psykedeliske Motown til græsk dub og kontinental pop – men med den familiære varme og melodiske flair, som man forbinder med Jaakko Eino Kalevis tidligere musik.

Bogfinkevej finder du i et mix af folkelighed, legende rap-harmonier og skarpe tekster. Et sted, hvor de har sat sig tungt i førersædet. Det er underholdende, men aldrig plat. Det kan være tungsindigt, men solen har det med altid at finde vej gennem skyerne.

Bogfinkevej spiller en udsolgt koncert på Radar 3. november.

De tre selvproducerende komponister Clarissa Connelly, Molina og ML Buch har med stor kærlighed til hinandens arbejde etableret et stærk bånd til hinanden såvel musikalsk som venskabeligt. Trekløveret spiller deres undersøgende fremtidspop fredag 9. november på Radar, hvor både nye samarbejder mellem komponisterne og egne koncerter præsenteres i et morf mellem de tre kunstneres visioner, æstetikker og lyduniverser.

Lørdag 10. november står i mørkets tegn, når de tre danske metalbands Sunken, (0) og SOL indtager Radar med henholdsvis progressiv-, black- og doom-metal.

Sunken har siden bandet startede i Aarhus i 2012, produceret lange og atmosfæriske black metal-kompositioner inspireret af havet, naturen, melankoli og depression. (0) er med få koncerter og en enkelt EP tordnet ind på den danske metalscene med sit originale og mørke dansksprogede univers udtrykt gennem progressive passager, afgrundsdybe riffs og uafrystelige melodier. 

Det formørkede aarhusianske doom metal band SOL er en entitet i løbende udvikling. Dette vil være den første koncert i ca. to år, og den første med et nyt live setup, der har mere fokus på de atmosfæriske og afdæmpede passager i repertoiret.

RK.Collective er et musikkollektiv skabt af sangskriverstuderende fra Det Jyske Musikkonservatorium, der i samarbejde med Radar faciliterer koncept-koncerter, der udforsker det musikalske, kunstneriske og visuelle rum. En kreativ legeplads, hvor vilde ideer og originalt musik afprøves, og hvor et overordnet tema danner rammen for en helstøbt koncertoplevelse en helt almindelig onsdag aften - oplev det kreative koncept folde sig ud på Radar 14. november.

Radar_HIGH er der, hvor du får den nyeste generation af musikere. Kom med, når et bookinghold bestående af seks elever fra Aarhus Statsgymnasium og Aarhus Katedralskole sammensætter deres eget koncertprogram fredag 16. november. Det bliver nyt, det bliver vildt og det bliver festligt - og så kommer du ind for en flad 10’er!

Vi har gjort det let for dig og samlet et udpluk af artisterne på Radars månedlige playliste, som du kan lytte til herunder.

Håber vi ses!

Back