Pressefoto Mouritz, Funch & Cisser.jpg

Mads Mouritz Trio + Mads Beldring

Mads Mouritz

Sangskriver Mads Mouritz (Mouritz/Hørslev) & multiinstrumentalisten Jacob Funch udgiver albummet 'Ympehaven' 19. august 2016, og rammer ugen efter Radar i selskab med violinist og banjospiller Cisser.

Mads Mouritz har gennem de sidste 14 år skrevet og produceret 7 albums og turneret Danmark tyndt med Mouritz/Hørslev Projektet. Bandet har spillet alt fra forsamlingshuse og havefester til DR’s koncertsal og Roskilde Festival.

Albummet Ympehaven blev skrevet og indspillet over 3 måneder i et gammelt gæstehus ved Fanefjord Skov på Vest Møn, i tæt sammenspil med Mads Mouritz’ faste makker Jacob Funch (I Got You On Tape), og lydtekniker og barndomsven John Fomsgaard. Den landlige idyl og naturen er nærværende og de store produktioner er skåret væk: Mads Mouritz bare spiller og synger, mens Jacob Funch akkompagnerer på fløjte, trommer, guitar og klokker. Det er akustisk, naivt, ærligt og upoleret. Nogen vil nok kalde det folk.

I sit liveshow blander Mads Mouritz blues, viser og gammeldags rock’n’roll med en energi, der sender tankerne hen på en ung Povl Dissing.

På Radar bakkes Mads Mouritz op af Cisser på violin, fløjte og Jacob Funch på guitar og diverse. Trioen spiller sange fra det nye album blandet med sange fra bagkataloget.

Mads Beldring

Mads Beldring er måske ikke bredt kendt endnu, men han er højt værdsat af mange af sine kolleger. "En af Danmarks største og bedste hemmeligheder" har formanden for fanklubben Kaspar Kaae (Cody) udtalt. En klub, der også tæller navne som Alberte, Kresten Osgood, Frederik Vedersø (The White Album, The Eclectic Moniker), Jacob Bellens og Raske Penge.

Faktisk er sidstnævnte så stor fan, at han tilbød Beldring at udsende den kommende EP på Raske Penge's eget selskab, Raske Plader, selvom Beldring musikalsk ligger langt fra de øvrige udgivelser på hans label.

Singlen ‘Et øjeblik efter’ er Mads Beldrings første udspil siden 2013 og er forløber for EP’en ‘Udenpåindeni’, der sendes på gaden i starten af september 2016.

EP’en ‘Udenpåindeni’ udgives som nævnt ovenfor på Raske Plader; iøvrigt på 200 individuelt udsmykkede covers udført af diverse kunstnere. Coverne er genbrugscovers vendt på vrangen som en kommentar til brug-og-smid-væk-kulturen og en finurlig påmindelse om at det udenpå ikke nødvendigvis er det indeni. EP'en udkommer til september.

Mads Beldrings debut album ’Hør Nu Her’ udkom tilbage i 2012. "En kommende kult-klassiker" skrev Lydtapet.dk om debuten.  ‘Hør Nu Her’ var et spadestik, en stille hyldest og et nik til de store poetiske sangskrivere; Leonard Cohen, Bob Dylan, C.V. Jørgensen, Eik Skaløe og Sebastian.

Back
Del på

Forsalg: radarlive.dk og billetlugen.dk
Der sælges billetter ved Radars indgang når dørene åbner, såfremt der ikke er udsolgt i forsalg.
Billetpris er oplyst inkl. gebyr (20 kr)