itvivl.jpg

UNDERSTRØM: LYD+LITTERATUR

Lyd+Litteratur er stolte af at kunne præsentere tre af landets mest interessante samarbejder på tværs af musik og litteratur lige nu, bl.a. verdenspremieren på det helt nye samarbejde mellem Peter Laugesen, Anders Mathiasen og Bjørn Heebøll.

ITVIVL består af sangskriver Mads Wæhrens og digteren Bjørn Friis Thomsen. Sammen forener de et nysgerrigt musikalsk udtryk med stærke tekster. Sidste år udgav de pladen ”Ophav”, der leger med lækre guitarer, jazzede blæsere og knitrende melankolske elektroniske elementer. Teksterne toner tab og undergang. Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch kaldte albummet “intet mindre end fremragende”.

Live bakkes ITVIVL op af et liveband bestående af bassist Asger Thomsen, trommeslager Rune Lohse og guitarist Oliver Hoiness. Udover sangene fra pladen vil der være mulighed for at opleve et par nye og mere poppede numre, samt eksperimenterende lydlandskaber af ord.

PETER LAUGESEN/ANDERS MATHIASEN/BJØRN HEEBØLL
Peter Laugesen (f. 1942) regnes for en af landets største nulevende digtere – hvis ikke den største. Han debuterede i 1967 med "Landskaber" og har siden da udsendt over 50 bøger, bl.a. i samarbejde med Dan Turéll, alle dyrkende Laugesens særegne blanding af beatnik og anarki. Han har været indstillet til Nordisk Råds litteraturpris af flere omgange og medlem af Det Danske Akademi siden 1997.

Det musikalske grundlag udgøres af Anders Mathiasen, kendt fra duoen Murder med Jacob Bellens og soloprojektet Vessel, med opbakning fra freejazztrommeslageren Bjørn Heebøll, som bl.a. også spiller i Slaraffenland, BodaBoda Duo og Copenhagen Art Ensemble.

SKAMMENS VOGN DUO
Skammens Vogn er i færd med at indspille deres 4. album. Før det går løs med ny plade og et større live setup, prøves dele af det nye materiale samt klassikere fra bagkataloget af i en rå og utilsløret duokonstellation, der består af sanger Nikolaj Zeuthen og guitarist/keyboardist Oliver Hoiness. Sangene fremføres i forskellige settings, variende fra helt folkede versioner med autoharpe og guitar, til mere elektronikbaserede og syntetiske keyboardudgaver. Forvent ublu og umiddelbar instrumenttrakteren og sange til og fra hjertekulen.

Spilleplan:
17.00: ITVIVL
18.15: Peter Laugesen/Anders Mathiasen/Bjørn Heebøll
19.30: Skammens Vogn Duo


OM LYD+LITTERATUR
Lyd+Litteratur er en festival og udgivelsesrække i spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst. Festivalen blev grundlagt i 2002 og arrangeres af Geiger Records, Litteraturen på Scenen, 365TEKSTER og Radar. Gennem tiden har en lang række inden- og udenlandske musikere, forfattere og andre kunstnere optrådt på festivalen. Altid med eksperimentet i fokus.

Back
Del på

-