BRO-MIKE2.jpg

Jakob Bro X Mike Sheridan

Oplev mødet mellem komponist og guitarist Jakob Bro og den mangesidede elektroniske kunstner Mike Sheridan. Gennem de seneste år er begge musikere hædret med priser og anerkendelse for deres kunstneriske virke, og er nogle af tidens mest originale danske kunstnere. Koncerten er en særlig aften, da det er første gang de to kunstnere står på scenen sammen.

Koncerten bliver et frit improviseret sæt, hvor kunstnerne er helt åbne for hvad der kommer til at ske og hvori der integreres lydelementer fra kunstværker spredt ud i regionen i forbindelse med 2017-projektet The OverHEARD. Eksempelvis fra lydskulpturen “WIND & WATER” af Frode Gundorf Nielsen - et vandorgel placeret i Gimsinghoved bestående af 12 resonans piber der producere melodier ud fra påvirkning af vind og vand.

Vi er stolte af at præsentere denne aften i samarbejde med The OverHEARD, og er sikre på at der venter en stor musikalsk oplevelse!

Jakob Bro

Han leder i øjeblikket en trio med Joey Baron og Thomas Morgan. Trio’en udkom med det yderst kritikerroste album “ Streams” på ECM Records i september 2016, og har siden turneret i hele verden. Bro formår som få at binde sine kompositioner op omkring enkle melodier, der uden at blive introverte åbner sig for lytteren, og lader rum for improvisation af sine nøje udvalgte musikere opstå.

Siden udgivelsen af “Balladeering” i 2009 har Bro markeret sig som eminent komponist og improvisator i mange forskellige sammenhænge, hvad enten det er i samarbejde med den elektroniske producer Thomas Knak, eller i selskab med nogle af verdens største jazzlegender som Lee Konitz og Paul Motian.

Mike Sheridan

Som elektronisk komponist skaber Sheridan stemninger og lydbilleder, der tager alle med på en rejse i et specielt rummeligt univers der er i konstant bevægelse. Musikken er både grovkornet og samtidig meget detaljeret. Karrieren tog fart i 2008 da han som blot 17-årig udgav han sit første album I Syv Sind. Han blev samme år nomineret til "Årets Lytterhit" og "P3 Prisen" i P3 Guld samt en nominering til Danish DeeJay Awards. Mike Sheridan har siden komponeret musik til både tv, radio og ballet.

Med årene har Sheridan bevæget sig bort fra den rene elektroniske musik, og udviklet dyb fascination af instrumenters håndværk. Eksempelvis er Sheridan ejer af et ud af kun syv Cristial Baschet' (Et krystalglas orgel) i verden, som er yndet anvendt i Sheridans nyere bestillingsværker, kompositioner og improvisatoriske optrædener. Udover egne kompositioner, har Sheridan blandt andet remix’et Bro’s “Weightless” fra pladen “Balladeering”, hvilket indikere en stærkt kunstnerisk sammenhæng.

Sebastian Edin

Lydkunstneren og komponisten Sebastian Edin gæster aftenens program på Radar med en performance, hvor han med hjælp af forskelligartede lydprocesseringsmetoder vil søge at lade de fire streams fra The OverHEARD gå i aktiv dialog med en improviseret re-komposition af sit fixed media værk Effacement Cycles fra 2017.

The OverHEARD

The Overheard tuner ind på de overhørte lyde og inviterer alle til at være opmærksomme på omgivelsernes levende lydmiljøer og til at gentænke forskellene mellem lyd, musik og støj. Projekterne realiseres gennem tre forbundne kunstneriske greb, der vil gøre alle i stand til at skabe et foranderligt soundtrack til deres liv i 2017.
1. overHEARD UDENDØRS LYDSPOR: Seks udendørs lydskulpturer placeret rundt om i Region Midtjylland.
2. overHEARD ONLINE LYDSPOR: Hjemmeside, hvor man kan blande den live-streamede lyd fra lydskulpturerne i hele 2017.
3. overHEARD KONCERTLYDSPOR: Live koncerter med bands og ensembler, der indarbejder det streamede lydlandskab i deres sange og kompositioner.

Back
Del på

Forsalg: radarlive.dk og billetlugen.dk
Der sælges billetter ved Radars indgang når dørene åbner, såfremt der ikke er udsolgt i forsalg.
Billetpris er oplyst inkl. gebyr (20 kr)