Kajsa Vala + Mary Jean
Dansk / islandske Kajsa Vala er en vidunderlig blanding af rock, folk og country, men også med en snært af nordisk melankoli over sig - referencerne tæller alt fra Sheryl Crow til Lucinda Williams, Emmylou Harris og Patty Griffin.
Hun er en rasende dygtig guitarist, som håndterer alt fra dobro til elguitar, og stemmen er stærk og sårbar på een gang. Live har hun et fabelagtigt velspillende band, der vinder nye tilhørere overalt hvor de kommer frem.
Senest har de vundet Fatter Eskil Prisen på 25.000 kr. + optræden på SPOT Festival igen næste år, og GAFFA har netop nomineret deres koncert på SPOT i 2017 til en af de bedste festival koncerter hele året.
Support: Mary Jean
Bag Mary Jean er den dansk-amerikanske Mary Jean Moore. Som del af den aarhusianske upcoming scene leger Mary Jean i en eksperimenterende krydsfelt mellem amerikansk folk, ambient pop og afrikansk stamme musik.
Trommerne, som er hentet hjem fra det afrikanske kontinent, spilles eksplosivt af bandets to kvindelige percussionister og korsangere i et dansende sammenspil med en gyngende bas, storladet synth, akustisk guitar og MJs lyse og drømmende stemme.
Sangene er skrevet i en smeltedigel af inspiration fra natur og kinesisk filosofi og kunstnere som Joni Mitchell, Bon Iver og Iron & Wine, og søger ind til rødderne af vores eksistens. MARY JEAN skaber sit eget unikke, kosmiske univers af organisk vellyd.