YourTicket-Event-Struer-Torsdag.png

SONJA HALD & BREMER/MCCOY - MULTIKANALKONCERT I FOLKETS HUS, STRUER

BEMÆRK: Koncerten finder sted på Folkets Hus i Struer.

Denne aften på Folkets Hus i Struer kan du opleve bandet Sonja Hald og jazz-duoen Bremer/McCoy i et helt særligt multikanal set-up med de to elektroniske musikere Sven Ejnar Fisker Langkjer og Mark Steensen.

Over fire aftner i hhv. Aarhus og Struer kan du komme ind og genopdage den traditionelt håndspillede musik i en ny og avanceret elektronisk koncertoplevelse. En række velkendte musikere bliver sat sammen med de to elektroniske musikere Sven Ejnar Fisker Langkjer og Mark Steensen, og sammen giver de allerede velkendt musik nyt liv i et 12 højttalers multikanals setup. Musikerne fremfører den musik, de hundredevis af gange har fremført live, men i dette set-up kræver det helt nye måder at tænke - og genopdage - deres musik, og samtidig giver det publikum en helt ny lytteoplevelse.

Som publikum bliver du placeret midt i rummet omringet af højttalere, mens det traditionelle orkester fremfører deres musik der samtidig processeres live af de to elektroniske musiker. Koncerterne bliver præsenteret over to aftener på Folkets Hus i Struer og to aftener på Radar i Aarhus - med to koncerter pr. aften.

Denne aften på Folkets Hus i Struer kan du opleve bandet Sonja Hald og jazz-duoen Bremer/McCoy, samt podcast-forestillingen ”Optagethed” af WE GO.

Sonja Hald

Sonja Hald er drilsk, livskraftig, dansk indierock med vindskæve, finurlige tekster - bugnende med ordspil og referencer til både C.V. Jørgensen og Skaløe.

Debuten “Vækstplanen” fra 2015 tog både publikum og anmeldere med storm ved hjælp af spøjse numre som ”Du ka’ dø af det der” og titlenumret ”Vækstplanen”. Det blev i 2017 fulgt op af pladen ”Klæk!”, der viste en mere seriøs side af bandet, men med samme finurlige og samfundskritiske tekster som man lærte at elske dem for på debuten.

Deres store og loyale fanbase er blevet hjulpet på vej af en altid nærværende live indsats fra de fem mænd som står bag navnet Sonja Hald. De har turnéret landet rundt med blandt andre Magtens Korridorer, Folkeklubben og den nu afdøde koryfær Kim Larsen, efterfult af udsolgte headliner-koncerter.

“'Vækstplanen' er en både solid og charmerende debut fuld af ørehængere” - Berlingske

“Det danske femkløver giver det folkelige og jordnære en poetisk hestesko” - Soundvenue

“Det handler om kreativ omgang med modersmålet, glimt i øjet og en musik som, uden at fornægte sin samtidighed, synes at være fuldt bevidst om den tradition, den indskriver sig i” – Gaffa

Bremer/McCoy

Duoen Bremer/McCoy er et unikt genremøde mellem reggae, Jan Johansson-inspirerede viser og meditativ modal-jazz i enkle og stemningsfyldte kompositioner. Et mildt, melankolsk og originalt udtryk har skaffet dem mange lovord og fans gennem udsolgte koncerter og tre anmelderroste udgivelser siden 2013.

På kontrabas står Jonathan Bremer der tidligere har samarbejdet med Mike Sheridan og Niels Lan Doky. Med jazzen som ryggrad leverer han melodier og smukke bastoner med stort teknisk overskud. Bag tangenterne sidder Morten McCoy, der har rødder i reggae-miljøet og gør sig bl.a. som kapelmester hos Raske Penge og Klumben.

Podcast-forestilling 'Optagethed'

Som opvarmning til koncerten denne dag, kan man komme ned til premiere på podcast-forestillingen 'Optagethed' af WE GO, der laver fire gratis forestillinger i Folkets Hus i tidsrummet kl. 16-18.

Hvordan lyder din dagligdag? Hvilke lyde lægger du ikke mærke til? Tænker du over dine bevægelser? Hvad optager dig egentlig? Podcast-serien og forestillingsrækken ‘Optagethed’ portrætterer fem vestjyder gennem lyde og bevægelser fra deres hverdag, som i komponist Niels Bjerg og koreograf Kirstine Kyhl Andersens hænder omdannes til musik og koreografi.

Podcasten skabes i et særligt 3D-format, der lader lytteren træde helt ind i hovedpersonens krop, høre lydene på samme måde og nærmest mærke, hvordan personen bevæger sig.

Hvert afsnit lanceres med en surround-sound forestilling, hvor dansere med trådløse højtalere bevæger sig rundt blandt publikum i et lydlandskab og en koreografi baseret på hverdagens lyde og bevægelser.

Podcasten udgives af Struer Tracks og bliver tilgængelig på alle podcast-platforme.

Koncerterne er en del af festivalen GENOPDAG.

Multikanalkoncerterne kan opleves her:
Struer, Folkets Hus:
Onsdag 12. Juni
: Marie Frank & Nive Nielsen
Torsdag 13. juni.
Sonja Hald & Bremer/Mccoy + opførsel af “Optagethed” WE GO
Aarhus, Radar:
Fredag 14. Juni
: Sonja Hald & Marie Frank
Lørdag 15. Juni
: Nive Nielsen & Bremer/McCoy

Arrangeret af og i samarbejde med:
Radar / Folkets Hus / DIEM - Dansk Institut for Elektroakkustisk Musik / Europæisk Kulturregion / WE GO / CAVI / Struer Tracks

Back