Cover_Broen_Bad-Birthday.png

Broen (NO) + Bad Birthday

Broen (NO)

Den norske kvintet Broen ignorerer alle genrekonventioner og er blandt andet live beskrevet som ”spastiske durcellkaniner med variende impulskontrol” af den norske avis VG. Med kombinationen af R’n’B, jazz, hiphop, psykedelisk, elekronisk musik og meget mere vil Broen præsentere alt andet end det ordinære.

På debutalbummet ”I <3 Art” fra 2017 viste Broen forgreninger i alt fra kunstpop til folkemusik, i musik der skabes gennem samarbejde og sammenspil. Marianna Røe (vokal), Anja Lauvdal (synth/klaver), Heida Karine Johannesdottir (tuba), Hans Hulbækmo (trommer) og Lars Ove Stene Fossheim (guitar) skaber Broens lyd ved igen og igen at finde hinanden i alle bandmedlemmers musikalske idéer og sfærer, uden fordomme eller forventninger. Når Broen spiller live, er det samme leg og kollaboration, fordi bandet dedikerer sig til øjeblikket i stedet for en omhyggelig indstuderet optræden. Broen vil skabe øjeblikke, der tilhører ingen anden end dem selv og deres publikum.

I oktober udgav de deres andet album ”Do You See the Falling Leaves?” hvor bandet dykkede endnu dybere ned i deres kreative univers. Formålet var at forlænge den forgående plades vision, men også en ekspansion af deres opløftende verdenssyn. Albummets temaer udspringer af lysten til at udforske hvad det vil sige at være et menneske i et kapitalistisk samfund og det historiske aspekt heraf. Hvorfor gentager vi de samme fejl? I andre sange tager teksterne udgangspunkt i bandets relation til naturen i billedskabende metaforer.

Med ”Do You See the Falling Leaves?” udgivet via det prestigefyldte engelske pladeselskab Bella Union (Beach House, John Grant, Flaming Lips, Lowly m.fl.) fortsætter Broen deres musikalske rejse i et kæmpe genremix, der blandt andet trækker på inspiration fra Laurie Anderson, Portishead, TLC og Joy Division. Forvent det uventede, når Broen gæster Radar 20. februar.

Bad Birthday 

"Haremsbuks-tramp", "Funky Efterklang", "Etnisk Nintendofest", "Tap dancing Radiohead" og “Hybrid Pop”. Begejstrede publikummer har forsøgt at beskrive Bad Birthday på mange måder, men de fleste ender med at proklamere: "​Det er ikke som noget, jeg nogensinde har hørt før​".

Bad Birthdays musik er medrivende og uforudsigelig. Her finder du skønsang og pygmæskrig, eksotisk klingende og eksperimenterende instrumentation, håndspillet electronica og elektroakustisk street drumming, world-tendenser samt computerspilsæstetik. Bad Birthday er grænsesøgende og uforudsigelig indie skabt i et finurligt sammenkog af genrer.

Bad Birthday er:

Michelle Elmhøj (vokal og synth)

Mathias Jæger (synth)

Jens Mikkel Madsen (bas)

Frej Lesner (perkussion)

 

Back