sterling_small.png

Sterling *Udsolgt*

Sidste år proklamerede STERLING at de var tilbage efter mange års fravær fra den danske musikscene. De udsendte både singler og en EP og spillede til P6 Beat Rocker.
Deres single "Ellen, Ellen" var mest spillede nummer på P6 i udgangen af 2019 og til efteråret 2020 udkommer bandets næste album!

De tre sangskrivere i STERLING har sammen skrevet dansksprogede sange i snart to årtier.
De har i alt udgivet tre albums og to EPer, og spillet overalt i Danmark. Fra de største scener som Fredagsrock i Tivoli eller Roskilde Festival til et medborgerhus i Hobro.

Sangene har flere gange været Ugens Uundgåelige på P3, mens de samtidig toppede den alternative hitliste ”Det Elektriske Barometer”. Desuden har STERLING været nomineret til en Zulu Award og hovedprisen til P3 Guld.

Sidste års EP "Sorte Tangenter", blev vel taget imod i Gaffa under overskriften ” Finurlige danske indierockere tilbage, hvor de slap“ og comeback-koncerten til P6 Beat rocker fik følgende ord med på vejen af Soundvenue: ”Én tings afslutning kan være en anden tings begyndelse, og hvis dette er begyndelsen på et Sterling-comeback, klager jeg ikke.”

Til september 2020 udsender STERLING deres næste studiealbum og spiller tre eksklusive koncerter i Danmark, her i blandt den 16. oktober på Radar.

Support: Sten i Skoen

Sten i Skoen er dansksproget sangskrivning med stemninger og skæbner fra det vestligste Jylland til det indre København.

Bandet har eksisteret i årevis, og har optrådt i forskellige konstellationer, men denne aften er der lagt op til en unik oplevelse. For første gang nogensinde optræder bandets sanger, Palle Jensen, alene og der vil være fokus på den nyeste del af Sten i Skoens repertoire.

Det er uptempo, det er insisterende og fuld af livsmod og eftertanke.

Vi følger de gældende retningslinjer for afholdelse af koncerter under Covid-19 restriktionerne, hvilket betyder, at denne koncert på nuværende tidspunkt er med stærkt begrænset kapacitet og er en siddekoncert med unummererede stolerækker. Ændre restriktionerne sig i mellemtiden, vil disse blive justeret. Der vil være særlige retningslinjer som skal overholdes til koncerten, og man bedes til hver en tid overholde personalets anvisninger under hele besøget på spillestedet. Retningslinjerne kan læses her og vil løbende blive opdateret.

Back