BIV2020_DSC2646 (kopia).jpg

Baby In Vain

Efter tre års venten kom rocktrioen Baby In Vain i november 2020 ud med opfølgeren til debutalbummet "More Nothing".

Baby in Vains andet album, “See Through”, er en sonisk sammensmeltning af oprørsk rockæstetik. Til tider ligefrem og konfronterende, faretruende som Sonic Youths skævvredne klagesange, eller sløret og doven som Royal Trux. Empatisk og storladen med en overlæbe, der kruses i et overlegent smil.
Andre gange er musikken indadvendt, en krystalliserende linse, mild som shoegaze, præget af delikate dynamikker eller fyldt op med fjerne koraller af drømmende pop.

En enhed af girl-group vokaler, der skæver til den umiskendelige glæde fra garagerocken, hvor to guitarer og et trommesæt i årtier har givet anledning til nye drømme om fremtiden. Gennem det hele løber stærke melodier som bindeled mellem alskens lege rundt i rocktrioens muligheder.

“See Through” er instinktiv. Albummet har aldrig intentioner om at udfolde en komplet historie af DIY udtryk inklusiv alverdens styrke og sårbarhed. De musikhistoriske referencer virker ikke tilbageskuende, tværtimod får de nyt liv gennem en fornemmelse af intuitivt brug af rockens æstetik. Lyden af et album lavet af unge mennesker, der handler om at være netop et ungt menneske med alt hvad det indebærer af tanker om selvbillede, kærlighed, lyst, samfund, at blive forladt og at tage chancer.

Når børn af det 21. århundrede bindes sammen med den ungdom, der har været forinden, splintres identiteter. Samles op fra fortidens ruiner og relikvier og smeltes om til et nyt udtryk. På den måde bliver “See Through” til nutidig støj på egne præmisser, et blik ud gennem ruden med egne øjne på den virkelige verden.

Koncerten er med stærkt begrænset kapacitet og er en siddekoncert med unummererede stolerækker. Der vil være særlige retningslinjer som skal overholdes til koncerten, og man bedes til hver en tid overholde personalets anvisninger under hele besøget på spillestedet. Læs retningslinjerne før dit besøg på Radar.

Back

På Radar følger vi myndighedernes anbefalinger og krav til sikker afholdelse af arrangementer under Covid-19 pandemien. Derfor vil du som gæst opleve at flere ting er anderledes, når du besøger Radar.

Du kan læse de opdaterede retningslinjer her >>

Forsalg via www.yourticket.dk. Unummererede pladser.

Billetpris er inkl. billetgebyr på 10. kr.