Martin_Roskilde.jpg

Bookeren anbefaler: 10 skarpe på Roskilde '19

Sønderknuselskede metalekstremister, ubegribelig aggressiv hiphop, prinsessen af turkisk psychpop og bandet, ingen ved hvem er. Dette må du ikke gå glip af på årets Roskilde Festival.

Vores booker, Martin Aagaard, guider dig til ti acts på årets vigtigste festivalprogram:

Death Grips:

Ubegribelige aggressiv hiphop, hvis frygtindgydende og sælsomme lyriske dybde sønderpløkkes ind i årerne af høj oktane trommebeats og sylespidse synthesizere. Et band jeg har fulgt siden dets start i 2011, og som konstant overrasker med en sjældent set kunstnerisk integritet. Intet mindre end fantastisk.

ARENA, FREDAG KL. 02:00

Full of Hell & The Body:

Længeelskede metalekstremister, der som få langer ud efter ethvert kreativt output muligt. Intet lyder som Full of Hell, intet lyder som The Body, sammen er de et sønderknus(elsk)ende bekendskab, som på en og samme tid brænder og opbygger broer med umenneskelig fart og finesse.

PAVILION, TORSDAG KL. 02:00

Tirzah:

Underspillet og snarligt stillestående popmusik - holder det live? Det er ren magi en søndag formiddag eller en sen lørdag nattetime.

GLORIA, TORSDAG KL. 20:00

Black Midi:

Ungt britisk rockband med attitude, spilleglæde og sangskrivningen i orden. Den energi må man ikke gå glip af.

PAVILION, FREDAG KL. 21:00

Gaye Su Akyol:

Den nyslåede prinsesse af turkisk psychrock med et af de stærkeste vokaler jeg har hørt længe. Hendes udgivelser emmer af iderigdom og leger med genrer med det letteste selvfølgelighed - en fornøjelse, at der stadig opstår nye kryds uden åbenbare referencer.

AVALON, LØRDAG KL. 01:00

The Armed:

Bandet, ingen ved hvem er - men efterlader de dybeste indhug i mellemgulvet, hvis du tør overgive dig. Og hvis du ikke gør - så tvinger de dig. 

PAVILION, LØRDAG KL. 14:15

Yves Tumor:

Dyster storytelling i hårdtprøvede souljazz’ede torturkamre - Ekko’er af slidt lo-fi, fortabte strygerensembler og henkastede feltoptagelser i smuk makabert lyrisk og melodisk indpakning. En artist, der er svær at placere - og helt uden sammenligning.

GLORIA, FREDAG KL. 20:15

Rival Consoles:

Seneste udgivelse, “Persona”, har været fast sonisk lydtæppe på kontoret og på løbeture. En forrygende dybtsindig, smuk og nænsom pirrende optur til at løfte selv den tungeste gråvejrsdag.

GLORIA, FREDAG KL. 22:30

Jorge Ben Jor:

Musikken, der har gjort verden til et bedre sted, sendt sambaen på never-ending world tour og spredt varme vibrationer siden midt 60’erne. Det kan kun blive uendeligt festligt - den fest, vi alle ønsker at være del af!

ORANGE, TORSDAG KL. 16:00

Sons of Kemet XL:

Hands down - jeg elsker trommer på scenen - jo flere, desto bedre! Kærligheden til den hårde afrofunk, ethiofunk og ikke mindst aktualiseringen af stilen, i dets uendelige strømme af trommebeslået polyrytmik, balkaniserede tubabeats og hudløst ærlige saxofonlinjer drager mig til at håbe, at denne koncert besidder det stof, der giver en ud-af-kroppen oplevelse.

PAVILION, FREDAG KL. 00:15

Back