FB_Cover.png

September på Radar

Tekst: Annemette Karkov

Offentliggjort 02.09.2021

Nogle gange kan mængden af bands, og deres respektive genrer være svære at navigere rundt i, så derfor har vi valgt at give vores publikum et indblik i den musik, der spilles på Radar hver måned i playlisten ’Next up @Radar’. Vi giver hver måned en forsmag på, hvad du kan opleve på Radar og du får et hurtigt overblik inden du selv fordyber dig i musikken. Playlisten består af en nøje udvalgt liste af numre, som på den ene eller anden måde skiller sig ud fra de andre. Playlisten kan stå for sig selv, men hvis du som os elsker det skrevne ord, så får du nedenfor en gennemgang.

De Må Være Belgiere

De Må Være Belgiere er et postpunk band, som indtil 2019 havde holdt en pause på 33 år og nu er tilbage stærkere end nogensinde. Herfra skal der lyde en anbefaling, hvis man er til dansksproget og melodisk postpunk. Hos De Må Være Belgiere er det ikke nok med kun en eller to guitarer, men hele tre bliver det til. Så hvis man er til strengeinstrumenter kombineret med fremaddrivende trommer, med en vokal fra Jesper Hede, som formår at lyde både insisterende og ligeglad på en og samme tid, så lyt til De Må Være Belgiere.

De Må Være Belgiere spiller den 02. september på Radar. Billetter kan købes her:

https://www.yourticket.dk/arrangementer/6147/de-maa-vaere-belgiere/

 

Baby in Vain

Baby in Vain er næst i rækken af bands. Bandet udgav i 2020 deres nyeste plade ’See Through’ som er en hyldest til rebelskhed og melankoli. Vi anbefaler Baby in Vain, hvis man er til distortet guitar, fandenivoldske trommer og en vokal fra Andrea Thuesen, som virker sløv og glider rundt på tonerne med en præcision som er nævneværdig.

Baby in Vain spiller den 03. september på Radar. Billetter kan købes her:

https://www.yourticket.dk/arrangementer/6600/baby-in-vain/

Boundaries

Boundaries er indbegrebet af modløshed pakket ind i rock. De musikalske udbrud i ’Tusk’ og guitarnedgangene er især værd at lægge mærke til. Lyt til dem, hvis du er til dyster indierock, en behagelig vokal og skærende guitarspil. Boundaries har uden tvivl kunstnerisk snilde, og for dem virker det som om ,der ingen grænser er!

Boundaries spiller den 04.september på Radar. Billetter kan købes her: 

https://radarlive.dk/kalender/2021/september/boundaries/

Vladislav Delay (del af SPOT Festival)

Finlænderen Vladislav Delay er noget ud over det sædvanlige! Med elektronisk lyd tager han igennem sin musik dig på en rejse igennem landskabet. Der er en klar inspiration fra naturen og musikken virker organisk og omsluttende. Så giv Vladislav Delay et lyt, hvis du er til hvid støj, behagelige sindsstemninger og gerne vil lytte til, hvordan elektronisk musik kan skabe et helt univers. ’Ossottava’ er især en meget anderledes oplevelse med kontinuerlig panorering af musikken igennem hele nummeret, som giver det et spændende og fortabende udtryk.

Vladislav Delay spiller den 16.september på Radar. Billetter kan købes her:

 https://radarlive.dk/kalender/2021/september/vladislav-delay-fi/

Palace Winter

Palace Winter er en australsk/dansk duo bestående af Carl Coleman og Caspar Hesselager, som spiller solid synth poprock. Du skal lytte til Palace Winter, hvis du er til melodiske og sangbare melodier, velklingende synthesizer, tjekkede riffs og et virkelig fint æstetisk udtryk.  

Palace Winter spiller den 23. september på Radar. Billetter kan købes her:

https://www.yourticket.dk/arrangementer/5000/palace-winter/

Communions

Communions udgav i foråret 2021 ’Pure Fabrication’, som er intet mindre end fantastisk. Communions har en international lyd, som især kommer til udtryk i numrene ’Birds of Passage’ og ’Hymn’. Fra start til slut er albummet det ene mesterstykke efterfulgt af det andet. Musikken transporterer dig tilbage til 90’ernes britpop, men med et nutidigt udtryk, hvor Martin Rehofs klagende vokal binder det hele sammen.

Communions spiller den 24. september på Radar. Billetter kan købes her:

https://www.yourticket.dk/arrangementer/8396/communions/

Lyt til hele playlisten på Spotify!

Back