Radar_Fotograf-Tue_Salberg-Bak.jpg

Radar søger ny lydtekniker/teknisk ansvarlig

Radar præsenterer 105 koncerter om året, samt ca. 25 andre produktioner, enten i eller uden for huset. Det er alt lige fra udendørs lounge til foredrag, revy, installationskunst og artist talks.

De kunstnere, som vi præsenterer på Radar, kommer med meget forskellige forventninger og krav til produktionen, og dette skal du som tekniker kunne imødekomme og arbejde positivt med. Desuden arbejder vi meget tværfagligt. Derfor skal du være god til at formidle og agere i sammenhænge med personer, der ikke altid er fortrolige med at optræde på et spillested.

I det daglige arbejde vil du indgå i tæt samarbejde med Radars spillestedsleder og booker. Vi arbejder med mange forskellige produktioner og præsentationsformer, og du skal kunne se det spændende i at samarbejde med en bred vifte af musikere og andre kunstnere på tværs af faggrænser og udtryksformer. Vi bryster os af at have virkelig god lyd til vores koncerter. Det skal du være garant for.

Ud over de fire fastansatte på kontoret og Radars to baransvarlige, så får du også ca. 35 frivillige som nye kollegaer. Herunder seks frivillige lysassistenter, som du har ansvaret for i form af oplæring, vagtplanlægning og fastholdelse.

Som lydtekniker på Radar er du ansvarlig for vagtplanlægning af både lyd- og lysvagter. Vi forventer, at du selv tager hovedparten af lydvagterne, men du må også gerne gøre brug af vores faste afløsere. På Radar er vi førende i kvaliteten af koncertlyd, og denne position skal du være med til at fastholde. Desuden kan vi godt lide at eksperimentere med koncertrummet, blandt andet ved at flytte scenen rundt i rummet og afholde kvadrofoniske koncerter.

 ARBEJDSOPGAVER

  • Lydtekniker på forskellige typer produktioner/koncerter
  • Ansvarlig for Radars lyd- og lysudstyr, herunder udvikling og vedligeholdelse af udstyret
  • Ansvarlig for gruppen af frivillige lysassistenter, herunder vagtplanlægning og oplæring
  • Deltage i kontor- og produktionsmøder
  • Deltage aktivt i arbejdet med at udvikle Radar som et nyskabende og fleksibelt spillested

 KVALIFIKATIONER

  • Du har dokumenteret erfaring med og indgående kendskab til livelyd, og føler dig tryg i brugen af digital mixer
  • Du har gerne (lidt) erfaring med scenelys, eller er parat til at lære dette
  • Du er systematisk, initierende og samarbejdende
  • Du er nysgerrig og fleksibel i din tilgang til dine opgaver
  • Du er i stand til at prioritere dine arbejdsopgaver
  • Du er parat til at lære nyt og tage de udfordringer op, der løbende viser sig ved Radars mange forskellige produktioner
  • Du taler og skriver engelsk på brugerniveau

LØN OG ANSÆTTELSESFORHOLD

Ansættelsen sker som fast tilknyttet freelancer. Radar aflønner med en tarif pr. vagt + aflønning for én ugentlig kontordag på Radar. Du er ansvarlig for at lægge vagtplanen og sikre, på bedste vis, at et arrangement dækkes ind af en ekstern tekniker, hvis du selv er forhindret.

Stillingen ønskes besat hurtigst mulig, og der vil være en kort overgangsperiode mellem den nye og afgående lydtekniker.

ANSØGNING

Motiveret ansøgning og cv sendes til spillestedsleder Ole G Jørgensen - job@radarlive.dk. Deadline er søndag d. 9. oktober

Har du spørgsmål til jobbet, kan du enten kontakte:

Ole, spillestedsleder: 5070 1671
eller
William, Radars tekniker: 2759 4560 

Alle ansøgninger behandles fortroligt.

Der vil være ansættelsessamtaler i uge 41

Alle kvalificerede, uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold, opfordres til at søge stillingen.

 

OM RADAR

Radar er regionalt spillested med driftsstøtte fra Aarhus Kommune og Statens Kunstfond. Med et evigt nysgerrigt musikprogram, kan du på Radar opleve nye såvel som etablerede artister fra en bred vifte af genre. Bag Radar står et musikelskende team af professionelle og frivillige, der sammen arbejder for at flytte rammerne for koncertoplevelsen. Vi interesserer os for krydsfelterne mellem musik og andre kunstarter, og for at eksperimentere med koncert- og præsentationsformater.

Med en kapacitet på 300 gæster, byder Radar altid på en intim ramme.

Hent opslaget som PDF.

Back