VI SØGER FRVILLIGE.png

Radar søger frivillige til lys og bar/dør

Lige nu søger vi frivillige - både til lys og til vores bar/dør-crew. Uanset hvor du har lyst til at være med, så lover vi dig, at du bliver en del af et fantastisk, varmt og omsorgsfuldt hold, der sætter fællesskab og kvalitet på dagordenen. 

BAR/DØR

Vi søger frivillige, som er interesserede i at være del af vores helt suveræne bar/entre crew.

Som frivillig i bar/dør-crewet er det muligt både at opleve de nyeste musikalske talenter og strømninger, samtidig med at være del af et trygt fællesskab, hvor der kan nørdes om stort og småt, og hvor vi er sammen om at sørge for den gode publikumsoplevelse.


Kom og vær med - ansøg nu - samtaler i slut august.

Hvis du er interesseret i at blive en del af frivilligegruppen, så skal du vide, at du skal være fyldt 20 år for at komme i betragtning. Desuden forventes det, at du har en interesse i musik- og kulturområdet, gode samarbejdsevner, engagement i Radars virke og altid optræder imødekommende over for publikum og musikere.

Som bar/entre crew tager du tre vagter om måneden. Man møder som regel ind én time før dørene åbner og arbejdsopgaverne er klargøring af bar, garderobe og sal, vareopfyldning, kundebetjening i både entre og bar, og oprydning efter der er lukket ned efter koncerten.

Skriv til cecilia@radarlive.dk eller hans@radarlive.dk. Her skal du fortælle lidt om dig selv. Din alder, din baggrund, din erfaring og ikke mindst hvorfor du gerne vil være frivillig på Radar.

LYS

Lys og den gode koncertoplevelse går ofte hånd i hånd. Brug din kreative kunnen og vær med til at skabe fantastiske koncertoplevelser for publikum. Til at assistere vores lydtekniker søger Radar lysfrivillige, som via deres kreative kunnen skal være med til at skabe en endnu bedre oplevelse af vores koncerter.

Som lysfrivillig skal du assistere Radars tekniker med klargøring før koncerterne og lysafvikling under koncerterne. Du skal kunne tage tre vagter om måneden, og mødetid er oftest 17.00-24.00. Du skal have en interesse indenfor det tekniske aspekt af lysteknikken og meget gerne interesse for musik. Du vil blive oplært af Radars tekniker, som vil sørge for, at du bliver ordentligt klædt på til rollen bag lyspulten. Erfaring er ikke et krav.

På Radar vil du indgå i et engageret team af cirka 40 frivillige, som sammen er med til at danne rammerne om de 120 koncerter årligt, som Radar præsenterer med alt fra internationale navne til små lokale up-coming artister.

Som lysfrivillig hos Radar får du:

- Gratis mad under din vagt
- Gratis adgang til alle koncerter som Radar arrangerer
- Altid billige medarbejderpriser i baren
- Gæstelistepladser på andre spillesteder i byen
- Flere sociale arrangementer henover året sammen med resten af Radars crew

Du skal være fyldt 20 år for at blive frivillig på Radar, og ansøgninger skal sendes til vores tekniker Rolf Grove på rolf@radarlive.dk, og der indkaldes til samtaler løbende.

VI GLÆDER OS TIL AT HØRE FRA DIG! <3

Back