
Baransvarlig og frivilligkoordinator til spillestedet Radar (deltids-/studiejob)
Vil du være med til at skabe de rammer, der får både publikum, kunstnere og frivillige til at føle sig velkomne?
Som baransvarlig og frivilligkoordinator på Radar får du en central rolle i et engageret fællesskab, hvor ansvar, samarbejde og initiativ går hånd i hånd. Sammen med din tætte kollega står du i spidsen for Radars bar/dør-crew, som består af cirka 30 frivillige, der hver især er med til at skabe Radars særlige stemning.
De frivillige er hjertet i Radar og spiller en afgørende rolle i vores daglige drift. Som baransvarlig er du med til at skabe et miljø, hvor de frivillige føler sig trygge, værdsatte og har lyst til at engagere sig. Du er en synlig og nærværende sparringspartner, som de kan stole på, og som møder dem med opbakning, respekt og overskud. Derfor er det vigtigt, at du har lyst til at være en aktiv del af fællesskabet, bidrager til den gode stemning og er nysgerrig på, hvad der motiverer mennesker til at engagere sig frivilligt.
På Radar præsenterer vi hvert år omkring 100 koncerter og arrangementer med fokus på ny, nysgerrig og kunstnerisk ambitiøs musik. Vi skaber oplevelser, hvor både etablerede og nye kunstnere får plads til at udfordre publikum – ofte i samspil med andre kunstformer. Som baransvarlig er du en vigtig del af den oplevelse, både publikum, kunstnere og frivillige møder.
Stillingen kombinerer frivilligledelse med praktisk driftsansvar.
Dine opgaver omfatter blandt andet:
- Ansvarlig under koncertafvikling med overblik over bar, entré, frivillige, publikum og musikere.
- Den daglige drift og udvikling af bar og entré.
- Vagtplanlægning samt rekruttering, oplæring og koordinering af frivillige.
- Bestilling af varer, lagerstyring og koordinering med kontoret om den daglige drift og kommende arrangementer.
- Kasseopgørelse og nedlukning efter arrangementer.
- Deltagelse i kontormøder hver anden uge (i dagtimerne) samt planlægning af sociale aktiviteter for de frivillige.
Derudover gælder følgende ansættelsesvilkår:
- Arbejdstiderne er svingende, og kan være alle ugens dage, dog ligger vagterne oftest tors.-lør. ca. kl. 18.00-01.00, hovedparten af koncerter ligger fra medio januar til medio juni + august til medio december.
- På årsplan er der cirka 100 barvagter, der skal fordeles mellem de to baransvarlige.
- Man aflønnes pr. vagt, og der indbetales feriepenge til Feriekonto.
- 10 månedlige administrationstimer som forventes at afholdes på kontoret.
Vi forventer, at du besidder følgende kvalifikationer:
- Du trives i samarbejde med andre og bidrager aktivt til et godt arbejdsmiljø.
- Kan bevare roen og agere imødekommende i travle situationer.
- Har øje for de små detaljer selvom musikken spiller højt.
- Er fleksibel i forhold til arbejdstider.
- Ønsker at engagere dig i Radars drift og udvikling.
- Har interesse for musik- og kulturlivet.
Udvikling og efteruddannelse
- Kursus i konflikthåndtering og svære samtaler
- Deltagelse i branchenetværk og konferencer inden for kulturlivet
Vi afholder årlige MUS-samtaler (medarbejderudviklingssamtaler), hvor du sammen med ledelsen planlægger, hvor du gerne vil udvikle dig.
Hos Radar får du:
- En spændende arbejdsplads i konstant udvikling.
- Et afvekslende job i et levende kulturmiljø med stort ansvar og mulighed for at gøre en forskel.
- Mulighed for at deltage aktivt i udviklingen af Radars projekter og programudvikling.
- En arbejdsplads med en åben kultur, engagerede kollegaer og plads til idéer og initiativ.
Ansættelse og oplæring vil ske fra cirka start-september, og vi forventer, at du kan være tilknyttet Radar i minimum et par år frem.
Ansøgningsfristen er søndag den 16. august kl 23.59, og der vil blive afholdt samtaler i slutningen af uge 34 med jobstart i starten af september.
Ansøgningen skal sendes til job@radarlive.dk.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte spillestedsleder Martin Aagaard Jensen / tlf: 5070 1673
Hvis du har lyst til at være med til at skabe rammerne om Radars koncertoplevelser og fællesskab, glæder vi os til at høre fra dig.