
Vil I lægge hus til en landsdækkende indsats for musikeres arbejdsmiljø?
Vi søger lige nu konservatorier, MGK-centre og vækstlagsmiljøer, der vil være aktive medspillere i TAL (Trivsel, Arbejdsmiljø & Levende Kultur) – en treårig, forskningsbaseret indsats støttet af Tuborgfondet.
Hvorfor samarbejde med os? Musikbranchen står med en alvorlig udfordring, hvor over 41 procent af musikere under 40 år kæmper med mistrivsel i overgangen fra uddannelse til professionelt virke. I et tæt samarbejde mellem Radar og lektor Mads Krogh (Aarhus Universitet) gennemfører vi lige nu den mest omfattende kvalitative afdækning af unges trivsel i dansk musikliv nogensinde.
Ved at lægge hus til en af vores 20 workshops giver I jeres studerende adgang til en konkret, faglig udrustning, samtidig med at jeres institution bliver en integreret del af et nationalt datagrundlag, der skal skabe fremtidens standarder for musikeres arbejdsliv.
Workshoppen: Fire timer med fokus på praksis
TAL står for det faglige indhold og formidlingen.
Workshoppen består af tre moduler:
Psykologisk faglighed: Kamilia Amélie (Mental Voice) giver værktøjer til at håndtere professionelt pres.
Erfaringsudveksling: En aktuel musiker & artist deler ufiltreret indsigt i etableringen af et bæredygtigt arbejdsliv.
Samarbejdskultur: Signe Tobiassen dekonstruerer sociale dynamikker i øvelokalet og studiet med fokus på inklusion og professionelle samarbejder.
Det praktiske forløb For at sikre at den indsamlede viden forankres, besøger vores Rejsehold efterfølgende institutionerne med en direkte overlevering af fund og værktøjer, der kan implementeres i jeres daglige virke.
Det eneste, vi kræver af jer, er et lokale med stole og en AV-løsning – resten står vi for.
Lad os tage en snak om kalenderen Vi er i gang med at planlægge de kommende workshops. Hvis jeres institution vil være med til at præge denne udvikling, og give de studerende redskaber til et bæredygtigt arbejdsliv, så tag kontakt til projektleder
Viggo Hejgaard på viggo@radarlive.dk.
TAL er støttet af Tuborgfondet.