Derfor forbyder vi Meta-brillen
Dette debatindlæg er oprindeligt bragt i Kulturmonitor den den 26. august 2026.
Af Martin Aagaard Jensen
Meta og Ray-Bans omdiskuterede ’smartbriller’ – der har indbygget kamera og mikrofon og er koblet op på kunstig intelligens (ai) – har indtaget verden, og vi bliver nødt til at forholde os til dem. Også som kulturinstitutioner.
Brillerne skaber nemlig en helt grundlæggende forandring i det umiddelbare møde mellem mennesker.
I bund og grund betyder brillernes eksistens, at du fremadrettet ikke kan vide dig sikker på, om du står i en situation, som bliver optaget og sendt direkte videre til Metas megaservere, der suger ai-indhold til sig og pumper det tilbage i vores ansigter igen. Vel at mærke i en uvis kontekst og form.
Friheden som frivillig
På Radar er en stor del af vores hus båret af frivillige. Det er mennesker, der bruger deres dyrebare fritid på at skabe et levende kulturliv – på at være noget for andre og på at være det sammen med andre. Det er nobelt, det er vigtigt, og det skal vi værne om.
Vores frivillige på Radar skal kunne stå i baren, tage imod publikum, hjælpe en gæst, håndtere en konflikt eller bare være til stede uden at føle, at de potentielt er med i en optagelse, de for det første ikke har valgt at deltage i, og for det andet ikke kender hensigterne med.
På et venue som vores bliver der naturligvis dokumenteret på helt gammeldags manér med foto og til tider også video. Det sker med telefoner og kameraer og aldrig i det skjulte.
Med smartbrillen er kameraet blevet inkorporeret i en hverdagsgenstand – brillen – som næsten 60 procent af den danske befolkning over 12 år bruger ifølge Louis Nielsen. Brillerne kan altså filme, uden at de omkringværende nødvendigvis opfatter det, selvom en lille lampe blinker, når det sker.
Udover de frivilliges tryghed er der et hav af andre overvejelser forbundet med den smarte brille
Det er enormt vigtigt for os at beskytte vores frivillige og opretholde det trygge rum, som Radar er og skal være i fremtiden. Det er én af grundene til, at vi vælger at forbyde smartbriller hos os.
Gæster, der har dem på, vil pænt blive bedt om at lægge brillen tilbage i tasken, når de besøger vores spillested.
Når tilliden brydes, vinder mistroen indpas
Udover de frivilliges tryghed er der et hav af andre overvejelser forbundet med den smarte brille. Den tiltagende skepsis, som hersker, er berettiget, for konsekvenserne af brillens eksistens og brug rækker langt ud over frygten for at blive optaget i en given situation.
Brillen er uden sammenligning et af de mest grænseoverskridende mainstream-devices, der er udviklet i nyere tid.
Det er eksempelvis nærliggende at se på de enorme konsekvenser, en udbredelse af brillerne kan have for måden, vi interagerer på i det offentlige rum. Man kan frygte, at en god portion mistro bliver en ’naturlig’ del af hverdagen.
Hvis vi ser på situationen i et kulturelt perspektiv, og hvis brillen vinder indpas, er det ikke langt ude at forestille sig, at deres eksistens kan pille ved folks lyst til at deltage i arrangementer, kunstneres lyst til at optræde og frivilliges lyst til at engagere sig.
Vi har brug for trygge, tillidsbaserede rum med plads til at være menneske. I vores tilfælde, hvor vi huser kunstnere, der krænger liv og sjæl ud på scenen, skal både de og publikum kunne lade sig opsluge af oplevelsen uden bekymring.
Den levende kunst og kultur skal ikke omkalfatres af teknologi, når prisen for brillen med den røde, blinkende lampe i kanten er, at tilliden i rummet forsvinder. Det er for høj en pris at betale.
Magien ved en liveoplevelse er ikke til salg, og den eksisterer udelukkende, når tilliden mellem de tilstedeværende parter er til stede.
Hvad kan vi gøre?
Som kulturinstitution har vi til opgave at skabe de bedste betingelser for udviklingen af kulturen. Det handler om at sikre rum og rammer for musikere, frivillige og publikum. Her er tryghed og fællesskab helt og aldeles afgørende.
Hos os spilles ægte musik for ægte mennesker, og med det kort på hånden besidder vi en ekstraordinær styrke, som end ikke de største techgiganter formår at skabe – uanset hvor meget data de måtte indsamle.
Den styrke kommer med et stort ansvar, som vi er bevidste om, og med den kan vi lægge arm med selv de største. Vi skal som kulturinstitutioner gøre krav på det tillidsbaserede rum, hvor det er trygt at være et ægte menneske.
Derfor er det vigtigt, at vi udtrykker vores bekymring for udviklingen og er tydelige omkring, at vores fineste opgave ikke er til forhandling