UTORIUS: Feminine værdier i vores samtid
Som netværksscene for udvikling af tværæstetisk kunst åbner vi dørene for særlige projekter et par gange om året. I slutningen af august havde vi på Radar besøg af scenekunstner Embla Kristine Asmussen, musiker Ada Cakmakli og scenograf Caroline Bang.
De indtog salen som et led i at udvikle deres forestilling Utorius, hvor de feminine værdiers plads i vores samtid udforskes. Også dér, hvor det feminine kan blive ubehageligt, modsætningsfyldt eller svært at kategorisere.
Det hele mundede ud i en visning af forestillingen med de tilføjelser gruppen havde lavet til projektet. Et projekt som de har arbejdet på i en længere periode. Værket var ikke færdiggjort vedvisningen og derfor var der efterfølgende Q&A og feedback-deling med de fremmødte publikummer.
Projektet produceres af Dagligstueteatret, en professionel teatergruppe, der skaber rammer for unge scenekunstneres udvikling og opkvalificering – individuelt såvel som kollektivt.
Vi har talt med Embla Kristine Asmussen, Ada Cakmakli og Caroline Bang om processen:
Hvad har residency-formatet og jeres tid på Radar gjort muligt kunstnerisk, som ville have været svært at opnå i en anden sammenhæng?
Det har givet os tid og energi til at udvikle konceptet bag forestillingen inden både produktion og planlagte forestillinger presser beslutninger ned over hovedet på os. Det har givet os mulighed for at lege, eksperimentere og være risikovillige inden der kom mere på spil senere i processen.
Hvad var jeres mission eller intention med projektet?
Vores intention var at teste materiale i rummet alene og med et testpublikum. På vores tidligere residency testede vi tekst og scenografi, og denne gang fokuserede vi på musik og rum. Projektet har stor fokus på publikumsdeltagelse og alternative rum i teater. Derfor er det også altafgørende at teste med publikum.
Hvordan har det været for jer at arbejde på Radar?
Vi er blevet taget varmt imod, og blevet taget seriøst i alle dele af processen. Det har været en helt speciel oplevelse at blive mødt med sådan en åbenhed og villighed. Radar har tilbudt alle deres relevante kompetencer og tid for at få os til at blomstre. Rummet passede perfekt til et intenst arbejdsrum, og Radar var meget fleksible med at lade teknikken møde vores behov.
Har jeres projekt ændret sig eller udviklet sig under residenciet?
Vi har haft tid til at dykke dybere ned i vores materiale, og projektet har ændret sig i den forstand, at det er blevet mere præcist og dybdegående. Det materiale vi havde fra sidst, som vi vidste virkede, lagde vi til side. Udviklingsrummet her var til at teste videre – ikke forfine.
Hvad tager I med jer fra mødet mellem værket, publikum og den proces, I har været igennem her?
Det var rigtig vigtigt for os at vise vores arbejde i slutningen af processen. Den efterfølgende feedback fra publikum er altafgørende for den videre udvikling af forestillingen. Derudover har det været spændende at sætte konceptet ind i et nyt rum og teste, hvordan et rum som Radar, påvirker konceptet.
