Kvadrofoni_J4S4429.jpg

Seminar: Immersive Sound

Præsenteret af Radar og Between Music.

Hvordan arbejder man med koncertlyd på en ny måde? Mulighederne for publikum, spillesteder, arrangører, musikere og tekniker er der, og ved dette seminar kan du opleve og høre om, hvordan spillestedet Radar og koncertarrangøren Between Music arbejder med at udfordre den traditionelle black-box-stereo-opsætning, som er blevet standard på de fleste koncertsteder.

Den evolutionære udviklingstrappe for live og optaget musik er gået fra mono til stereo og med tidens teknologiske udvikling er det nu muligt at præsentere live og optaget musik i et omsluttende 3D-lydbillede - også kaldet immersive sound. Det er nu muligt at placere lydkilder, instrumenter, vokaler etc, der før blev presset sammen i ét stereobillede, i et omsluttende 3D-lydbillede. Det skaber helt nye soniske, klanglige og rumlige værktøjer. Immersive sound kan med en omsluttende og dynamisk lyd skabe helt nye kunstneriske udtryksformer og muligheder for at komponere og præsentere musik i helt nye koncertformater på spillesteder og festivaler.

Det kræver nye arbejdsmetoder, økonomiske investeringer og et opgør med ”alt det vi plejer”, hvis immersive sound skal integreres i den normale koncertpraksis. Men gør vi det, vil det kunne ændre hele forestillingen om moderne koncertlyd og den moderne koncertoplevelse. Til seminaret vil vi se på de nye muligheder og de nye værktøjer som spillesteder, musikere og teknikere kan bruge i deres kunstneriske valg, og som åbner helt nye muligheder for at tænke live performance.

PRAKTISK: Seminaret er åbent for alle (kræver ikke tilmelding eller billet til SPOT), og man er velkommen til at gå til og fra seminaret i løbet af dagen. Radars bar er åben under hele seminaret. Der tages forbehold for ændring i tidsplanen.

PROGRAM:
12.00: VELKOMST
12:15: EN NY LYD PÅ SPILLETSTEDET: Radars booker Martin Aagaard præsenterer Radars kreative arbejde med livemusik og kunstnere, og fortæller om intentioner og visioner for en ny koncertlyd, og hvilket potentiale det kan have for spillestedets koncertlyd og kunstneriske udtryk.
12.45: PRÆSENTATION AF SOUNDSCAPE: Lydteknikfirmaet d&b og højtalerspecialisterne Alfa Audio præsenterer 360 graders-lydsystemet Soundscape med cases og eksempler. Her gives indføring i, hvordan immersive sound kan integreres og anvendes for både artister, venues og teknikere.
13.30: SHOWCASEKONCERT: Bandet AySay opfører en minikoncert præsenteret i Soundscape.
14.00: KREATIVITET OG INNOVATION MED IMMERSIVE SOUND: Kunstnergruppen Between Music præsenterer deres arbejde med lydteknologi med afsæt i immersive sound og fortæller om, hvordan immersive sound kan bruges kreativt og innovativt i turné og live industrien. Between Music arbejder med immersive sound i samarbejde med Astro Spatial Audio (NL) og MediaApes (TYS), som fortæller om, og demonstrerer det objektbaserede lydsystem Sara Engine.
15.30: Q&A + NETVÆRKSBAR
16.00: ARRANGEMENT SLUT

Back