BLÆST_JUICE_BILLEDE.jpg

*AFLYST* Blæst

Koncerten med Blæst på Radar torsdag 15. december 2022 er desværre aflyst, og der er ikke planer om en ny dato på Radar. Derfor bliver alle billetter refunderet af Yourticket. Alle spørgsmål omkring billetrefundering bedes henvendes til Yourticket.

Vi beklager, at Blæst har måtte aflyse koncerten, da vi alle havde glædet os til den - men har fuld respekt for bandets beslutning og håber de snart er klar til at give koncerter igen. Bandet skriver i en udtalelse:

”Kære alle.
Tak for alle de søde beskeder vi har modtaget i løbet af den sidste måned. Det har varmet. Vi har det bedre. Men vi har stadig brug for mere tid til at komme os. Derfor bliver vi nødt til at aflyse sidste del af vores ‘Stiv Kuling’ tour. Vi er virkelig kede af at skuffe de mange mennesker, der har købt billetter og har glædet sig til de nu aflyste koncerter. Vi glæder os meget til at se jer igen i det nye år ❤ ”

 

Blæst var et af de mest travle live-bands sidste år trods de svære omstændigheder. Som om historien om Blæst’ festlige koncerter var løbet dem i forvejen, mødte de fire unge musikere fulde huse over hele landet, kun på baggrund af deres EP udgivelse ‘Vindstille' fra året før.

Kort tid efter brød de gennem radio-lydmuren med sangen ‘Ego’.
Nu går Danmarks måske mest lovende live-band på landevejen med den ambitiøse og omfattende Stiv Kuling Tour.

Blæst udgav i februar deres nye single ’Juice’. En single, der udkommer efter bandets seneste single ’Ego’, der har været blandt de mest spillede sange på de danske radiostationer og blev Ugens Uundgåelige på P3. ‘Juice’ røg da også direkte i rotation på både P3 & P4 ligesom forgængeren, og ind på toppen af P3 Listen.

Attituden er tilbagelænet og ubesværet, men de groovy, delikate popsange er båret af en ukuelig musikalsk fremdrift. Blæst er indbegrebet af ørehængende melodier med en lyrik, der omfavner det nære og de små hverdagsøjeblikke, som rummer stor poesi, hvis man blot ser efter. Der gemmer sig historier om farverige partycrashers på Roskilde festival, tungsind og festromancer, og de simple, ungdommelige tekster bliver leveret af Fernanda Rosa, der med sin karismatiske vokal og stærke melodier, leder tankerne tilbage på 80’ernes og 90’ernes danske popikoner.

Back