tvivler_presse_2020_(3).jpg

TVIVLER, KOLLAPSE & OXX

TVIVLER

Troede du, at punken var uddød? Så tro om, Tvivler står til maj klar til at rykke dig rundt her på Radar.

Tvivler blev dannet i 2014 ud fra en ambition om at skrive hurtig, beskidt, vedkommende og voldsom musik. Den ambition blev i årene 2015 - 2017 udtrykt i udgivelsen af tre EP’er under titlen ”Negativ psykologi #1-3” og koncerter i Danmark, Tyskland, Frankrig, Tjekkiet og Slovakiet. I 2017 supportede Tvivler Dillinger Escape Plan, spillede på Roskilde festival og gik derefter i gang med at skrive, hvad der skulle blive til debutalbummet EGO (2020). ”En suveræn, energisk plade i en uddøende genre med tekster om identiteter, der svæver i håbløshed” skrev Passive Aggressive om pladen, der nu bliver fulgt op af ”Kilogram”. En plade, der ligesom fortløberen kredser om dystre emner: Frygt, begrænsning, depression, modvilje. Sidst Tvivler var klar med en plade, blev alle planer om energiske live optrædener revet af bordet pga. af nedlukninger. Så til maj går de på scenen med flere års opsparede live energi, så gør dig klar til en eksplosiv aften!

Tvivler er:
Morten Clausen, trommer
Morten Ogstrup Nielsen, bas
Thomas Feltheim, guitar
Thomas Burø, vokal

KOLLAPSE

Kollapse har hjemsøgt den europæiske musikscene i over 10 år. Siden udgivelsen af deres debut 7 ” med ”Københavns No Fealty”, har de spillet en række intense shows i lande som Tyskland, England og Sverige. Mangfoldigheden i deres output har gjort Kollapse til et alsidigt band, og de har optrådt live med en bred palet af bands på tværs af forskellige genrer. Lidenskab og intensitet er bandets drivende kraft og Kollapse aldrig har identificeret sig med nogen musikscene eller genre. Informeret af abstrakt ekspressionistisk kunst, eksistentialisme og at leve i det nordlige Skandinavien, inkorporerer Kollapse lyst, sorg og den iboende menneskelige nødvendighed, at skrige tilbage mod en tom eksistens. Deres musik er et skridt på vejen, brolagt af Edward Munch, Carl Th. Dreyer og Stig Sæterbakkens brutale realisme. Kollapse tilbyder ingen halvhjertede løsninger eller postmoderne rock ironi, bandet rækker blot ud i verden med blodige og ru hænder.

I juni 2021 udgav bandet deres andet album ”Sult”, via Fysisk Format, Virkelighedsfjern, Maniyax Records, og Dingleberry Records, som modtog en række gode anmeldelser fra danske og udenlandske medier, og bandet spillede flere gode koncerter i kølvandet på udgivelsen. Live inviterer bandet publikum ind i et rum fyldt med længsel og fortvivlelse og på scenen bevæger bandet sig som en blodigt dyr i en evig kamp med sine omstændigheder.

Kollapse er:
Peter Drastrup, trommer
Peter Clement Lund, guitar og vokal
Thomas Martin Hansen, bas og vokal

OXX

Gennem skødesløs brug af guitarer, flækkede trommestikker, samples, synthesizere og sønderrevne stemmebånd flænser OXX gennem mathrock, sludge, noise, crust, avantgarde og en hvilken som helst anden genre man kan, eller ikke kan forestille sig. Clusterfuck-core er måske den mest rammende genrebetegnelse, men hvis det stadig er svært at begribe, anbefales det at man drikker sig blind i absinthe og tæver sig selv ihjel med en Thomas Pynchon roman – det burde give en fornemmelse af hvad der er i vente.

OXX er født i spændingsfeltet mellem metal, moderne komposition og improvisation. Alle tre medlemmer begår sig i både metal/hardcore miljøet og i avantgarde/improvisationsorienterede settings, og musikken er i høj grad et forsøg på at bygge bro mellem disse æstetikker. Udtrykket har gennem tiden bevæget sig fra ekstrem math-core over drone og noise til det komplekse og mangefacetterede udtryk bandet præsenterer idag.

OXX er:
Alexander Bossen, guitar og vokal
Martin Aagaard, trommer
Rasmus Frisenvang, bas

Back