
MONO x UNDERVEJS præsenterer: NYFØDT + OMVENDT + PALËT
Til de nysgerrige og kvalitetsbevidste: Oplev håndplukkede artister undervejs på deres rejse mod et større publikum.
NYFØDT
Nyfødt er et dansksproget, post-punk/rock band bestående af fire unge musikere, der
har sat sig for at skabe deres helt eget univers. Med en blanding af eksperimenterende melodier, fængende rytmer og rå vokaler er deres musik en intens oplevelse, der balancerer på grænsen mellem det fængende og det udfordrende. Ved at udfordre traditionelle sangstrukturer skaber Nyfødt et unikt, poetisk og anderledes univers.
Bandets navn, Nyfødt, afspejler deres mission: At bringe noget nyt til verden. Deres tekster er personlige og poetiske, og de tager fat i, hvordan det er at være ung i dag og de ømme øjeblikke, der former os som mennesker.
På scenen er Nyfødt et band, man ikke kan ignorere. Deres musik skaber et rum fyldt med flerstemmige vokaler og digtning, hvor publikum bliver inviteret ind i deres verden. En verden fyldt med nerve, intensitet og en stærk tro på, at musikken kan skabe forbindelser og forandring.
Nyfødt er en stemme for en ny generation, der nægter at blive pakket ind i kasser eller skåret ned til noget, de ikke er.

OMVÆNDT
OMVÆNDT består af fire unge musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Bandet har fundet hinanden i musikken, og i den også deres helt egen lyd. Teksterne er umiddelbare og ægte, og musikken er inspireret af kunstnere som Trentemøller, Fontaines D.C. og The Minds Of 99 – en sammensmeltning af indie, rock og elektronisk musik, der kulminerer i et originalt udtryk. OMVÆNDT sætter ord på de stridigheder og udfordringer, der hører med til at finde sin plads i verden, i livet og i kærligheden.
Bandet blev skabt ved et ustemt klaver klokken fem om natten på århusianske Cafe Smagløs i efteråret 2023. Med en fyraftensøl i hånden opdagede pianist Halfdan Mørch og forsanger Andreas Nielsen en fælles interesse for musik, og efter en tur i øvelokalet med bassist Johan Clausen og trommeslager Rasmus Kristensen opstod magien mellem de fire fra første akkordanslag. Den første koncert blev booket, den første single indspillet efter én måned, og resten af efteråret 2023 og foråret 2024 gik med at spille koncerter, øve og skrive sange. Perioden kulminerede i en semifinale til Fatter Eskil Prisen.
De fire gutters udtryk bærer præg af fire forskellige, musikalske udgangspunkter og resulterer i komplekse og harmoniske kompositioner. Sangskrivningsprocessen er samarbejds- og sammenspilsorienteret og genererer musik, der både føles rå og øm, kompleks og ærlig.
Når OMVÆNDT spiller live bliver man mødt af melodiske klaverstykker og intense synthesizere, der akkompagneres af Andreas Nielsens umiddelbare og ærlige vokal. Det er musik, der sætter sig i kroppen og lyrik, der finder plads i sindet. Med en klar opfordring til at tage dine nærmeste tættere på og mærke de følelser, der kan være svære at sætte ord på, men som OMVÆNDT giver krop gennem musik.

PALËT
PALËT er et hjemmelavet projekt fra hjemmestudiet i garagen. Med palëttens farver skabes musik, der både afspejler deres forskelligheder og inspiration. Palët befinder sig i et dybt pop-univers, proppet med lækre catchy melodier, fede rytmer og ærlige tekster.
Når de fem unge musikere går på scenen, inviterer Palët til en rundgang på paletten gennem festlige dansenumre, men også sentimentale ballader om venskab og kærlighed.

MONO x UNDERVEJS
Med ambitionen om at showcase noget af det bedste nye musik for et nysgerrigt publikum, står musikforeningen MONO, der har skabt konceptet UNDERVEJS.
Hos MONO møder vi hvert år en håndfuld artister eller to, som for alvor fanger vores begejstring – og både artisterne og begejstringen vil vi gerne dele med dig.
Artisterne vi møder er allerede undervejs. Det er dér, et sted på vejen, vi finder dem. Måske har de meldt ind på vores forskellige projekter, måske befinder de sig i og omkring MONO, måske hos vores partnere i regionen eller noget helt fjerde. Fælles for dem alle er dog, at de rummer kvaliteten, ambitionen og talentet til at række ud efter noget mere.
UNDERVEJS er et sted mod dette mere - og vi kan slet ikke vente med at præsentere dem for nye lyttere.
Vi glæder os til at se dig <3