Sebastian Wegener 2025.jpeg

Sebastian Wegener

Sebastian Wegener indtager Radar – solo, sårbar og stærkere end nogensinde

Efter sin overbevisende solodebut på årets SPOT Festival er Sebastian Wegener nu klar til at stå på egne ben som headliner – og den 13. november kan han opleves live på Radar i Aarhus. Med sig har han bandet Tæt, et kommende debutalbum og et sæt sange, der favner både det tragiske og det kærlige, det teatralske og det intime.

Wegener, der tidligere var frontmand i det prisbelønnede band Joyce, har med sin solokarriere fundet en ny lyd og en ny måde at fortælle historier på. Hvor Joyce var præget af energisk postpunk, bevæger han sig nu i et mere personligt og melodisk landskab, uden at give køb på kant eller nærvær.

SPOT Festival i maj blev hans egentlige ilddåb som soloartist – og anmelderne var enige om, at noget særligt var i gang.

Sebastian Wegener leverede en gåsehudsfremkaldende præstation på SPOT Festival med sin energiske stage presence og stærke vokal,” skrev Soundvenue i deres femstjernede anmeldelse, mens GAFFA fremhævede transformationen fra bandforsanger til solist:
Sebastian Wegener solo er noget ganske andet end Joyce, men han er lige så spændende alene som med sit gamle band – og det siger ikke så lidt.

Koncerten på Radar bliver en mulighed for at opleve det hele i en mere intim ramme. Her kan publikum se frem til sange som "Upsi 28" – en underspillet, smuk ballade om tvivl og timing – og den sexede, legende "Bind Mig", som Soundvenue beskrev som “en skamløs, men charmerende pophymne”. Der bliver også plads til den punkede "Bla Bla Bla" og flere numre fra debutalbummet, der udkommer i efteråret 2025.

En af de kommende singler, "Hvad Det Ku’ Have Blevet Til" (udkommer 6. juni), sætter ord på den tavshed, der kan opstå efter et brud – og på de drømme, der aldrig blev til noget. “Sangen er en tilkendegivelse af den store kærlighed, som fandt sted, men ikke kunne holde,” fortæller Wegener selv.

Med bandet Tæt i ryggen og et scenenærvær, der balancerer det følsomme med det teatralske, inviterer Sebastian Wegener aarhusianerne med ind i sit univers – et sted, hvor musikken får lov at være både personlig og større end én selv.

Vi glæder os til at se dig <3

Back