Palace Winter 2025 [3_2] (credit Vilda Ines Vardar).jpg (1)

Palace Winter

Den australsk-danske duo Palace Winter har annonceret deres fjerde album "Confessions Of Mr Nowhere", og giver koncert på Radar.

Med deres unikke blanding af filmisk indie-pop i centrum, indgyder "Confessions Of Mr Nowhere" ny energi i Palace Winters lyd og udforsker nye nuancer, en nedbarberet tilgang til sangskrivning og en ny række inspirationer – heriblandt Steely Dan, JJ Cale, Delicate Steve og Stevie Wonder.

”I foråret 2022 var vi ret udbrændte efter en vanvittig UK-tour under Covid, så vi lejede en lille gammel vingårdshytte på skråningerne af Mt. Etna på Sicilien i en uge,” forklarer Coleman. ”Vi trængte til et sceneskift og gik straks i gang med at skrive demoer, hvor vi matchede skitser og idéer kun ved hjælp af en akustisk guitar, en simpel lille Yamaha-synth og en trommemaskine.”

”Denne enkelhed kom til at præge den overordnede følelse i albummet og måden, vi formede hver sang på,” siger Hesselager. ”Vi ønskede at bevare de minimalistiske arrangementer og den organiske fornemmelse hele vejen igennem. Meget af vores tidligere materiale havde fyldt hele lærredet, så her ville vi zoome ind på noget mere luftigt, skævt og løst – samtidig med at vi holdt fast i vores melodiske styrker.”

Palace Winters tidligere albumudgivelser har fået bred kritikerros og opbakning fra flere vigtige britiske medier, herunder BBC Radio 6 Music, hvor de har opnået rotation på flere playlister og live sessions, samt presseomtale fra The Guardian, Mojo, Uncut, NME, The Line Of Best Fit, Clash Magazine og mange flere.

Bandet har desuden turneret omfattende i Storbritannien, hvor de har udsolgt hovednavnskoncerter i London, Manchester og Bristol, været support for Noel Gallagher’s High Flying Birds, og optrådt på festivaler som Green Man, Citadel, Latitude og Guy Garvey’s Meltdown.

Albummet er skrevet og produceret af Caspar Hesselager (keys, kor) og Carl Coleman (vokal, guitar, tekster), og er mixet og mastereret af Hesselager. Palace Winter spiller live som en kvartet, når de rammer Radar den 23. oktober.

The New York Times: “Deres musik er en mørk, berusende eliksir”

The Guardian: “Hurtig, intens, klagende, med mumlende vokaler og et slør af vinterlig melankoli”

Johnny Marr (The Smiths): “Både melodisk og dyster, hvilket for mig siger meget om livet: skønhed og tristhed.”

Lauren Laverne, BBC 6 Music: “Et band man skal holde øje med”

Vi glæder os til at se dig <3

Back