
KOM VI LØBER [SUPPORT: Monsun]
Melankoli, poesi og shoegazet indie-rock
Sanger, sangskriver, guitarist og producer, Lone Slot Nielsen, har siden sin debut i 2019 skrevet indie-sange om eksistensen og dens brudflader under navnet KOM VI LØBER. Sange om det, vi løber begejstrede hen til, og det vi helst stikker af fra. Det er nogle gange det samme. Og så har vi balladen.
Den 23. januar 2026 udgiver KOM VI LØBER sit nye album "Vender Rigtigt Om Natten".
Albummet er 10 sange om, hvad der sker, når livet vælter sine egne grænser og pludselig kræver, at man genopfinder sin identitet – som queer, som forælder og som krop. Vender rigtigt om natten reflekterer over identitet, bevægelse og begær og undersøger det eksistentielle frie fald mellem brud og nyt famlende fodfæste. Poetisk indie-folk på dansk med Lone Slot Nielsens stærke lyriske signatur.
Pladens struktur er radikalt enkel: fem mørkere, natlige numre efterfulgt af fem lysere og mere organiske. En prolog og en epilog indrammer fortællingen og gør albummet til et samlet, næsten litterært forløb.
Et brud med normerne – og en ny identitet
Vender Rigtigt Om Natten er skabt i en periode med dybe personlige brud: skilsmisse, en omvæltende forelskelse og en ny seksuel og social selvforståelse, der ikke længere kunne rummes i de gamle rammer. Relationer, krop og seksualitet skulle genforhandles fra bunden. De erfaringer løber som en rød tråd gennem albummet: de dirrende signaler, de nervøse mellemrum, de kropslige forskydninger og den langsomme opbygning af et nyt sprog for det.
“Jeg er sangskriver, og det faktum, at jeg pludselig stod midt i en ægte eksistentiel krise, hvor alt skulle gentænkes, samtidig med, at jeg også skulle være nogens mor og smøre madpakker og jo ikke kunne gå helt i opløsning – ja, det kommer der jo sange ud af”
At sangene skulle blive til KOM VI LØBERs tredje album stod først klart senere, hvilket har krævet en del overvejelser og “mange meget dybe vejrtrækninger”, siger Lone Slot Nielsen:
“Men de her sange jo en vigtig fortælling om, hvordan livet og kærligheden kan også kan se ud for et menneske, i det her tilfælde en kvinde, i 40’erne. Altså der i livet, hvor vi jo ellers ligesom har aftalt, at der er styr på det. Selvforståelsen. Livsplanen. Relationerne. Alt det. Det er et spændende sted at skrive fra; dér, hvor normerne og den vante tankegang er splittet til atomer. Og det er der også noget frisættende og vigtigt i at sige noget højt om, synes jeg. At et liv kan være alt muligt – og at det kan have mange begyndelser. Sådan et album manglede jeg selv, da jeg stod midt i bølgegangen”.
SUPPORT: Monsun
MONSUN er en dansksproget, alternativ popduo, hvor grænserne mellem det organiske og det elektroniske opløses. Duoen –bestående af Bertel Carl og Anton Uhre – skaber et sanseligt og eksperimenterende lydunivers, hvor lyrik og lyd går hånd i hånd.
Med udgangspunkt i ungdommens kontraster – det skrøbelige, det nære og det vi har sammen – fremmaner MONSUN stemninger, der både drager og udfordrer. Musikken bevæger sig i et rum, hvor ordene får plads til at ånde, og lydene lytter igen.
GAFFA udnævnte i april 2025 MONSUN til Ugens Nye Navn og beskrev dem som “grænsebrydende ungdomspoesi, hvor drømmende lydlandskaber og lyrisk nerve mødes”. Duoens optræden på SPOT Festival blev rost for at forvandle Den Rå Hal til “et skrøbeligt og autentisk univers – som blomstertapet på betonvægge”, hvor deres nærvær, vokale intensitet og svævende synthflader skabte øjeblikke af både meditativ fordybelse og eksplosiv forløsning.
Debutsinglen "Slag" og det nyere nummer "Tankerne Væk" vidner om en kunstnerisk stemme med både mod og sårbarhed – og en stolthed over det fælles værk. MONSUN skriver for det nære, det skrøbelige og det, vi har sammen.
Vi glæder os til at se dig <3