
Børnekoncerter
For børn i alderen 3-6 år og deres voksne følgesvende
Foto: Kim Song Sternkopf / Radar
SKRALLEBANG består af musikerne Nana Bang Kirkegaard og Søren Jensen.
Engang for længe, længe siden døbte de sig selv SKRALLEBANG, og de spiller i dag mere end 120 aktive børnekoncerter hvert år. I april 2021 udkom SKRALLEBANGs anden udgivelse SKRALLEBANG og børnebøgerne.
”Vi vil gerne videreformidle vores glæde for musik, sang, bevægelse, leg, og for de gode fortællinger. Vi har de seneste år arbejdet en del ud fra eventyr og børnebøger, og sammensat flere temakoncerter med fortællingerne som omdrejningspunkt. Vi brænder for at levere anderledes børnemusik på rigtige instrumenter og på grej, der har samme kvalitet, som det de voksne kræver, når de går til koncert. Ikke mindst derfor er samarbejdet med Radar genialt”, siger de to musikere fra Skrallebang.
Alle koncerterne afvikles på Radars 360 graders scene, Hvilket giver børn og voksne mulighed for at gå hele vejen rundt om scenen, der er placeret midt i koncertrummet. Dette medvirker til at give en anderledes oplevelse af både musik, rum og lys.
Radar har præsenteret børnekoncerter med Skrallebang siden 2017. Gældende for alle koncerterne er, at børnene har mulighed for at deltage aktivt, både i flok foran scenen, men inddrages også aktivt via historiefortælling, udklædning og konstant pingpong med musikerne Nana og Søren på scenen.