hailumergia_philippjester1.jpg

Hailu Mergia (ET) + Addisabababand

Hailu Mergia (ET)

Oplev denne aften en visionær skikkelse indenfor etiopisk jazz. Op gennem 1960-70’erne var Hailu Mergia stilskabende med sit orkester Walias Band der indspillede en række kompositioner, som siden hen er blevet ethio-jazz standarder fortolket af et utal af internationale artister.
Med tiden revolutionerede Mergia den etiopiske folkemusik ved at anvende moogs og synthezisere og vise fremtiden for genren. Mergia emigrerede i 1981 til USA, hvorefter Walias Band blev opløst og Mergia optog hvervet som taxachaffør.

I 2013 genudgav Awesome Tapes From Africa studiealbummet “Hailu Mergia and His Classical Instrument” fra 1985, der genoplivede myten om etiopisk musiks guldalder og gjorde Mergia efterspurgt på spillesteder og festivaler verden over. Mergia er nu tilbage med sit længeventede comeback album "Lala Belu" udgivet på Awesome Tapes From Africa - så gå ikke glip af at opleve koryfæet i levende live denne helt særlige aften på Radar!

Addisabababand

Det er en overvældende oplevelse, når det 13-mands store orkester AddisAbabaBand fylder publikum med hybrid groove af ethiojazz og afrobeat, tilsat en solid dosis funk og kosmisk jazz.

Siden 2010 har bandet spillet et hav af koncerter på alle mulige og umulige steder, hvor repertoiret langsomt er blevet udforsket og udvidet. Musikken skrives i fællesskab og udfoldes som en glødende bastard af alt fra free jazz, psykedelisk rock, westcoast funk og traditionelle afrogrooves.

Med tiden har bandet opbygget et solidt ry, der har skaffet dem koncerter på både Copenhagen Jazz Festival, dette års Roskilde Festival og de seneste par år udsolgt Bispeteltet under Aarhus Jazz Festival. Bandet har desuden turneret i både Ghana og Holland.

Markant i lydbilledet står en skarp og tight blæsersektion samt en stærk rytmegruppe med flere percussionister. Læg dertil brusende orgelklange, kosmiske fløjter og suggestive violintoner, og du har et band, der i sandhed skaber en kalejdoskopisk musikoplevelse med stor inspiration fra den afrikanske musiks ikoner som Mulatu Astatke, Fela Kuti, Ebo Taylor og selveste Hailu Mergia.

Back