Radar_High_fb-cover.jpg

RADAR_HIGH: Zar Paulo + Jacques Beauvais + Smiling Chairs + Fleør

Så er det fulde line-up til sommerudgaven af Radar_HIGH på plads. 

▼ FLEØR ▲
Atmosfærisk RnB/Soul med noget på hjerte:
FLEØR byder på nye horisonter inden for RnB/Soul/Pop genren. 
Orkesteret formår at tilføje et atmosfærisk element til RnB genren, som lukker sin lytter ind i en boble, et univers af konstant nye indtryk. Elektroniske elementer og real-lyde sammensmeltet med emotionel trompet og sprøde kantslag, flyder henover den bløde vokal som danser over og næsten smelter sammen med et smukt og komplekst klaverspil. Musikken er komponeret og arrangeret af Miriam Rehr(Vokal) og Nikolaj Anthon Berg(Keys). FLEØR er aktuelle med deres debut album “Fata Morgana” som blev sendt afsted til en udsolgt release koncert i B/huset.

Bands of Tomorrow skriver følgende: 
“Et atmosfærisk, soulet R&B-konceptalbum, hvor hvert nummer er en elegant fortsættelse og videreudvikling af det forrige. “Orange Moon” – og resten af albummet for den sags skyld – er helt sikkert et lyt eller ti værdigt".

Lyt til debutalbummet her:
https://open.spotify.com/album/30RBtLzhhv9Cgb3OSdWS3Y?si=pc_AkHu2TYe497KKkl_B4w


▼ Jacques Beauvais + gæster ▲
Den vanvittigt energiske trio Jacques Beauvais med deres bombardement af lyde og forskellige stemninger kommer til at tage publikum med storm! Gang på gang bliver vi i bestyrelsen overrasket over hvor stort et overflødighedshorn af musik bandet formår at være med kun tre medlemmer. Vi har før set et uanende publikum tage til koncert med Jacques Beauvais og få minutter inde i koncerten stå og hoppe som gale til de lækre rytmiske konstruktioner og de mange dynamiske soloer. Hvis du endnu ikke har fået taget din Jacques-mødom, så er tiden ved at være inde! Jacques Beauvais er en genistreg og et eksempel på hvor storslået og fortællende musik kan være uden vokal!

Hør dem her: 
https://soundcloud.com/viggo-bandholm-jensen


▼ Smiling Chairs ▲
I Smiling Chairs higes der efter himlen. Men himlen er kold, skyer. Så der gættes, lag på lag. En trone hæver sig over havet, dybt, skum og bølger. Smiling Chairs arbejder med stemninger. Smiling Chairs spiller rock, der som et tæppe af mørke rammer jorden og revner med et forsigtigt brag af farver. De prøver ikke at fortælle dig hvad der er op og ned, det kan kun tyngdekraften. Vi finder ikke os selv i andet end hinanden.

Aktuelle med singlen LAYERS som kan høres her: https://soundcloud.com/smilingchairs/layers-1


▼ Zar Paulo ▲
Det Aarhusianske ensemble Zar Paulo kombinerer både fortiden og fremtiden i deres musik. Med rødder i 80’ernes goth inspirerede rock og new-wave springer bandet hovedkulds ind i det 21.-århundrede med elektroniske lydbilleder og samples. Sangene er bygget op omkring analoge synthesizere, kantede beats og rystende bas der går lige i brystet, og inviterer lytteren ind i bandets dansksprogede og poetiske rige. Til dagligt bor de 5 medlemmer sammen på kryds og tværs. Dette tætte venskab ses tydeligt live, hvor de originale og inderlige sange leveres velspillet og knivskarpt.

Zar Paulo kan se tilbage på et imponerende C.V., bestående af sessions i både Feedback- (Peter Sommer, Lars H.U.G.) og Medleystudierne (Radiohead, Prince). Ydermere har højttalerproducenten Dali lavet en dokumentar om bandet. Også i Radioen har Zar Paulo gjort sig bemærket med deres debutsingle Radiotårn, der har fundet vej ind i både P3 og P6

Hør debutsinglen her:
http://fanlink.to/radiotaarn

Back