Afenginn
Danmarks egen darling, Afenginn, gearer op til at udgive deres syvende album: Klingra. For at fejre den nye udgivelse, spiller de nogle få release-koncerter rundt om i landet. I forhold til Afenginns seneste album, OPUS, er Klingra et delikat, omend passioneret værk. Såvel musikken, som de færøske tekster, er komponeret ved brug af cykliske strukturer i forskellige længder og størrelser. Nogle steder krydser de parallelle temaerne hinanden og smelter sammen i bobler af dissonanser og opløftende harmoni. Den overordnede oplevelse er dybt følelsesmæssig - kontemplativ og melankolsk, med en stråle af befriende lys i horisonten.
Den første single fra albummet, 'HIMNAKROPPANIR', landede 15. marts, og kan høres på diverse streamingssider HER.
Herunder kan du se lidt af live-energien fra 2017, da Afenginn gav koncert på Roskilde Festivalen.
Holdet af musikere på det kommende album er samlet fra en lang række af nordiske lande. Fra Færøerne er der Dánjal á Neystabø og Teitur på klaverer, Mikael Blak på bas (Eivør) og Ólavur Jákupsson (Yann Tiersen) på sang. Fra Norge er percussionisten Knut Finsrud og fra Danmark kommer Niels Skovmand på violin, Ulrik Brohuus på trommer, Maggie Bjorklund (Jack White) på pedal-steel guitar og strygerne spilles af Den Danske Strygekvartet. Komponisten og frontmanden selv, Kim Rafael Nyberg, kommer fra Finland, men boet og studeret i Danmark siden han var 20 år.
Denne aften på Radar vil Kim tage nogen af musikerne fra albummet med sig på scenen.