Bjørn Svin & Sofus Forsberg feat. NiemannsLand
Bjørn Svin. Et musik-koryfæ af særlig kaliber. Forud for sin tid, innovativ og helt sin egen. Siden 90’erne har Bjørn udviklet og nuanceret sin karakteristiske musik som er født ud af rave kulturen og har vokset sig ind i en kunstnerisk frigjort musikalitet. Han er kendt som en karismatisk performer som med sin fysiske indlevelse formår at formidle et abstrakt udtryk på en konkret og medrivende måde.
Nu er han klar med helt nyt materiale, som præsenteres på Radar denne aften sammen med Aarhus’ egen internationale anerkendte eksperimenterende kunstner Sofus Forsberg og med visuals fra NiemannsLand.
’2 Point 5 Step Pets’ er førsteudgivelsen fra Bjørn Svin på Cristian Vogels nye label ”Endless Process”. Dem som har fulgt Bjørn siden 90erne vil vide, at Vogel er Bjørns måske største inspirationskilde fra technoverdenen. Cristian og Bjørn har kendt hinanden siden dengang og lavede de første musikalske samarbejder i starten af nullerne da de begge boede i Barcelaóna. Derfor giver det mening at netop Endless Process udgiver den måske dybeste og mest technoinspirerede udgivelse fra Bjørn siden hans allerførste produktioner under aliaset Cygnet Committe.
Albummet er komponeret, optaget og mixet et sted mellem Berlin, Aarhus og København over de sidste fire år. Bjørns dedikation til teknologiske detaljer i studiet er tydelige i al hans arbejde. Han har vedholdent brugt adskillige år på at raffinere en teknisk og håndværksmæssig substans i hans intuitive kreativitet. Dette kunstneriske overskud kommer især til syne i udfoldelsen af albummets lange numre. Glidende forløb, -op og ned i det soniske spektrum, giver musikken en spatial geometri i både dybde og bredde. I den udstrakte tid viser musikken sig horisontalt og vertikalt gennem den enorme rækkevidde af frekvenser.
Fans af Bjørn Svin vil værdsætte denne udvidelse af hans signatur-produktioner: Komplekst sammenvævede polyfonier af levende lyde, melodier og grooves, altid på en kunstnerisk inviterende måde.
SOFUS FORSBERG
Samme aften kan du opleve Sofus Forsberg; en eksperimenterende kunstner, der efter sine seks år i Berlin er blevet en levende del af den internationale techno scene. Siden han flyttede tilbage til Aarhus for få år siden, er han dykket ned i en dyb udforskning af moderne lyddesign, rytmer og grooves, minimalistiske melodiske mønstre, polyrytmer samt selv lyds stoflighed og tekstur.
Sofus Forsberg spiller live på en modular synthesizer som i sin form minder om laboratorieudstyr som han ekvilibristisk improviserer på, samtidig med han har forberedt forskellige loops som krydderi han spændstigt væver sammen til en fantastisk rejse i forskellige lydlandskaber.
Han er kendt for sine intense live optrædener med en helt speciel sans for at skabe en stærk og overbevisende oplevelse, hvor han formår at tæmme de rå lyde til at skabe en helt unik ekspressivitet. Han bruger teknikker som repetition med subtile forskydninger, detaljerede transformative ændringer i mønstrene og i lagenes indvirkning på hinanden, der alt sammen har til formål at invitere lytteren ind i et fordybende og medrivende rum der peger direkte mod at udfordre bevidstheden og selve perceptionen af lyd og musik for at skabe et rum der giver deltagerne en oplevelse der er umulig at beskrive med ord.
Sofus optrådte i 2018 bl.a. i Boilerrooms kæmpe modular synthesizer jam ’Machines’, spillede på ’Freqs of Nature’ og ’Waking Life’ og har flere udgivelser på vej.
VISUALS: NiemannsLand
Koncertrummet denne aften vil blive visuelt udsmykket af af NiemannsLand, der er et kreativt fællesskab mellem brødrene Nicolai Niemann-Nielsen & Kristian Niemann-Nielsen. Deres visuelle udtryk bevæger sig i grænselandet mellem videokunst og visuals.
Med deres kreative set-up med bl.a. videosynthesizers skaber de live-visuals, ofte med et psykedelisk twist, som komplimenterer og forstærker musikken.