acid.jpg

Jazz Remixed: ACID PÅ SVENSKA (SE) + Kasper Staub

Den svenske jazzkomponist Jan Johansson udgav i 1964 den legendariske og jazzede genfortolkning af svenske folkesange, "Jazz på Svenska". Pladen har siden dannet skole i den nordiske jazz og er for længst nået ud til resten af verden – og næsten alle svenske hjem. I 2015 besluttede den svenske DJ og producer Christian Lappalainen aka Calico sig for at tage favntag med Johanssons fortolkninger – dog med det twist, at Lappalainens versioner blandt andet blev indspillet med Rolands nyklassiske syremaskine, TB-303, som bærende melodistemme.

Pladen "Acid på Svenska" udkom samme år til anmelderroser, og det er dette helt særlige møde mellem folkeviser, melankolsk jazz og acid house, du kan se frem til, når Christian Lappalainen og DJ Bacid lægger vejen forbi Vinterjazz 2019 som en del af temaet Jazz Remixed.

Til Jazz Remixed tages ikoniske jazzplader under behandling af nogle af kontinentets mest nysgerrige vinylsamlere og djs. Tidligere udgaver af Jazz Remixed er skabt af navne som Raske Penge, Tue Track, Lulu Rouge, Lord Akton, Epic Vinyls from Brazil, Simon Dokkedal (Den Sorte Skole) m.fl.

 

Kasper Staub

Den århusianske pianist og komponist Kasper Staub har tidligere besøgt Radar med sit Synthesizer Orchestra, som solopianist og som en del af bandet Lowly. Derudover har han tre anmelderroste trioalbums i ryggen, har skrevet musik for kor og symfoniorkester og formået at have det meditative klavernummer ‘Fever Dream’ i rotation på P3. Denne aften fortolkes bagkataloget samt helt ny musik i et helt særligt elektronisk triosetup, skræddersyet til lejligheden.

Koncerten præsenteres i samarbejde med CPH Jazzfestival og med støtte fra puls - Nordisk Kulturfond.

Back