Ipek Yolu + Musikalske Møder
IPEK YOLU + special guests
Tunge elektro-cumbia grooves, saz riffs og surf guitar smeltes sammen i et multikulturelt orgie af sydamerikanske rytmer, anatolsk psykedelisk folk og 60’ernes syre rock. Et unikt lydunivers spænder bro mellem fugtige tropiske urskove og støvede ørkener i en kalejdoskopisk blanding af musik fra alle verdenshjørner.
Ipek Yolu består bl.a. af musikere fra Hudna, Junglelyd og AddisAbabaBand, og spiller derfor stærkt dansabel musik, præget af fri leg, nysgerrighed og improvisation. Til koncerten på Radar har bandet udvidet deres oprindelige konstellation med to yderlige musikere, Serkan Yildirim og Rasmus Fogh Frisenvang.
Musikalske Møder
Aftenens første koncert er samtidigt afslutningskoncerten på koncertrækken Musikalske Møder, som Radar og det turkise telt har arrangeret i fællesskab. Fire musikere, der i starten af samme uge aldrig har spillet sammen før, vil igennem tre intense øvedage, og tre intimkoncerter rundt i Aarhus forenet deres musikalske baggrund, og skabt deres helt egen lyd.
Gå ikke glip af den sidste af deres koncerter denne aften på Radar, og er du interesseret i at læse mere om projektet, eller måske at se musikerne til en af de gratis intimkoncerter dagene op til afslutningskoncerten, så kan du finde de tre første koncerter i koncertrækken herunder:
Onsdag 20. feb. hos KFT Food Trading
Torsdag 21. feb. i Kvindehuset
Fredag 22. feb. i Skjoldhøjkollegiet
Koncertrækken Musikalske Møder er støttet af Aarhus Kommune.
De fire musikere i Musikalske Møder er:
NADIA SAFWAT
Nadia Safwat har i mange år været del af det spirende aarhusianske musikmiljø som trompetist i forskellige konstellationer. Hun bærer på en musikalske rygsæk fyldt med erfaringer i alt fra jazz og balkaninspireret rock helt til neo-soul, afro og reggae. Dertil har hun en stor interesse for moderne fortolkninger af folkemusik, hvor forskellige traditioner nysgerrigt udforskes, udfordres og bruges til at skabe nye lyde. I Musikalske Møder kan publikum se frem til Nadia Safwats bidrag på trompeten, hvor hun trækker på en nær relation til den egyptiske musiktradition såvel som stærk energi fra hendes store pallette af aktuelle projekter.
Nadia Safwat kunne sidste gang opleves på det turkise telts scene, da hun optrådte to gange under festivalen det turkise telt 2018. Først som gæstemusiker til koncerten med duoen Rayo de Luna, og igen på afslutningsaftenen, hvor hun, sammen med gruppen Total Hip Replacement, lagde teltet fuldstændigt ned.
MAHER MAHMOUD
Maher Mahmoud træder ind i Musikalske Møder som en mester på den arabiske oud og en stærk komponist. Født og opvokset i Syrien er han uddannet fra musikkonservatoriet i Damaskus i klassisk arabisk og vestlig musik. Siden 2013 har han boet i Danmark, hvor han komponere, arrangere og selv fremfører musik i et dynamisk spænd mellem de vestlige og arabiske musiktraditioner. Med store evner følger også en imponerende liste over tidligere samarbejdspartnere, der både tæller berygtede enere som Damon Albern og Brain Eno og store orkester som Berlin Chamber Orchestra og The Syrian Expat Philharmonic Orchestra. Hver gang Maher Mahmoud træder på scenen trækkes alle disse erfaringer på overbevisende manér ind i øjeblikkets kontekst med smuk og nærværende indlevelse.
Maher Mahmoud kunne sidste gang opleves på det turkise telts scene, da han 9. december deltog i den første Reflections-koncert, som var en del af finale-aftenen på Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017. Her spillede han side om side med Orhan Özgür Turan, Blue Foundation og koret NordSang.
SARA MOURITZEN
Sara Mouritzen deltager i Musikalske Møder som trommerslager, med mange erfaringer i så forskellige musikalske udtryk som free jazz, folk og elektronisk pop. For tiden er hun aktiv i dou'en Salka og med Kara Moon, tidligere har hun blandt andet siddet bag trommerne hos new nordic-sangerinden Gurli Octavia. Til daglig studerer hun på det jyske musikkonservatorium med trommerne som sit hovedinstrument. Hendes lyd er personlig og nærværende, og med meget inspiration hentet i en opvækst på et stort kollektiv, med mange musikalske person omkring sig. Endelig var Sara Mouritzen hovedrolleindehaver i dokumentarfilmen Trommeslager fra 2018, som handler om at bryde med musikindustriens normer og turde gå nye veje.
Sara Mouritzen kunne sidste gang opleves på det turkise telts scene i 2018, hvor hun spillede til Roots&Hybrid Festival 2018 med Gurli Octavia.
DAVID MONDRUP
David Mondrup er rytmisk pianist og elektronisk musiker med stor inspiration hentet fra de nordiske folkemusiktraditioner. Hans stærke interesse for såvel de moderne, elekroniske musikuniverser, som den håndspillede og traditionsbunde folkemusik udmønter sig i en nysgerrig pionerånd, som gennemstrømmer alt hvad David Mondrup rører ved af musik. Til daglig er han underviser på både Det Jyske Musikkonservatoriums elekroniske afdeling og på Engelsholm Højskole. Som udøvende musikker er han aktiv i folktronica duo'en Vaev, bandet Mallebrok og har også tidligere udgivet musik under kunstnernavnet Monsdrum.
David Mondrup kunne sidste gang opleves på det turkise telts scener helt tilbage i 2013, dengang teltet stadig lå Mathilde Fibigers Hav, hvor han optrådte med projektet Akka Makka Mia.