FAUST.OIL.CROP.BW.MG_4699.jpg

Maria Faust "Machina" + Natlyst

Maria Faust
Den herboende 38-årige estiske komponist, saxofonist og orkesterleder, Maria Faust, har allerede sat bemærkelsesværdige musikalske spor, der har sendt hende og hendes bands på rejser til koncertsale og musikfestivaler i store dele af verden.

Maria Faust spiller og komponerer ikke efter bogen og har ingen interesse i at gøre det. Hun udvider konstant sit spektrum og hendes nye projekt, MACHINA, består hovedsageligt af noteret materiale og er et fordomsfrit miks af de traditionelle musikformer, kompositionsmusik, jazz og sound-scapes. I et slags uopdaget musikalsk sprog forløser hun sine originale kompositoriske ideer, et kammermusikalsk univers uden trommer, men med horn, to basser, cello og piano, og det hele i et fascinerende samspil med fiskerbådenes tøffende motorer på vej gennem tågen, knirkende gamle rustne skrog, havbrise og havfugle.

MACHINA tager, ligesom Maria Fausts tidligere udgivelser, udgangspunkt i, hvad hun selv beskriver som ”hukommelsesnedslag”. Som redskaber henter hun inspiration i minderne og i det ubevidste. Maria Faust fortæller at hun opfatter ”vandet som symbol på en naturlig og uforudsigelig kraft af undertrykte følelser som vrede og sorg” og hun stiller spørgsmål til, ”hvorfor vi skal undertrykke disse emotioner, mens vi fremhæver, for eksempel, lykke”.

Maria Faust og Kira Skov vandt i 2017 priserne som Årets Jazzkomponist og Årets Danske Vokaljazzudgivelse for deres fælles værk ‘In The Beginning’ med Juryens begrundelse: “et både helstøbt og sømløst værk i absolut særklasse, hvor den melankolske og modne stemme, korets sakrale hymner og de følsomme og modige arrangementer skaber en bemærkelsesværdig og nærmest hellig treenighed.”

Natlyst
Forførende og intenst drager Amanda Drew og August Korsgaard os ind i universet omkring orkesteret Natlyst, som de begge er en del af. Energien fra det 11 personers store ensemble koges ned til sin essens, som giver det en helt ny både skrøbelighed, klarhed og lyd. I kraft af den sparsomme instrumentering med kun cello, vokal, klaver, synths og trommemaskine, står Amandas vokal rørende og tydelig med sine særegne melodier, og en inderlighed og vigtighed, som gør alle andre instrumenter overflødige.

Amanda Drews tekster handler om det menneskelige mørke og hvordan natlige eksperimenter nogle gange kan udfolde sig i omfavnelse, og andre gange ender i slagsmål. Det er storladne fortællinger om seksualitet, depression og angst - udtrykt personligt, stærkt og ærligt.

Billetpriser:
Alm.: 120 Kr. 
Studerende: 100 Kr.
Medlemmer af Sun Ship: 60 Kr.

Back