Sista Bossen + Häxxan + Orcas
Vi trykker pedalen helt i bund og rykker guitaren op i det højeste gear, når vi 25. januar indleder koncertåret med intet mindre end tre fabelagtige live bands. Vi holder januar-udsalg i baren med billige øl og drinks og eksplosiv guitar rock og punk på scenen, så kom ned og få en høj-energisk start på koncertåret 2019!
SISTA BOSSEN (swe)
Sista Bossen fra Malmø blander høj-oktan punk-rock med psykedelisk indie på en anarkistisk, uformel og til tider humoristisk måde. De er garant for et eksplosivt show og deres musik og tekster har et skævt, men alligevel fængende melodisk flair.
Blandt deres fans finder man Bob Hunds forsanger, Thomas Öberg, der sammenligner Sista Bossen med den svenske mysteriske kult-duo Philemon Arthur and The Dung, som var en kæmpe inspirationskilde for Bob Hund.
Sista Bossen er signet på det danske pladeselskab Crunchy Frog som også står bag legendariske udgivelser fra Beta Satan, The Raveonettes, PowerSolo, The Malpractice, I am Bones og mange flere.
HÄXXAN (isr)
Tel Avivs psykedeliske trio Häxxan (udtales ‘Chasan’) spiller riff-tungt og overdrevet power-rock, svøbt ind i effektpedaler og fængende hooks. Musikken skifter ubesværet mellem skoledrengssang til styrtende vægge af distortion, der ville give Ty Segall kamp til stregen. Faktisk har de delt scene ved flere lejligheder, og Segall er fan af deres ekstatiske og højenergiske liveshows.
Det er vi også! Da Häxxan gæstede Radar tilbage i 2016 til Pop Revo, kvitterede Gaffas anmelder med seks stjerner og ord som ”tre unge fyre, der spiller musik så rodet og alligevel så tight, er i sandhed en fryd for øjet” og ”musikken veksler konstant mellem rå, hurtig garagepunk og det lidt langsommere, rifffyldte garagerock. Alt sammen leveret med en skarphed, som er i verdensklasse”.
ORCAS
Med smittende energi og åbenlys spilleglæde har Orcas markeret sig som et af Hovedstadens dygtigste og mest eftertragtede liveorkestre. Orcas er lyden af et steady beat fra en gulvtam og en træbas, knæk-og-bræk-riffs og fede refræner, flænsende guitarsoli og dansk beatpoesi.
Debutalbummet ‘Tunge Sten’ udkom i oktober 2016, og er i den grad et lyt værd! Med tekster om kolde toiletter, våde cigaretter og tunge sten i rygsækken synger Orcas om, og fra, unge menneskers liv og skæve tanker; om at vokse op og være til, lige nu og her, med alt, hvad det indebærer og altid med musikken som et trygt og sikkert sted at flygte hen; som et fælles helle. Orcas er dansksproget beatrock anno 2017, og de er kommet for at tage dig med, langt ud, for at danse hvor du ikke kan bunde.