thewhitealbum_(40_of_21).jpg

The White Album + supp. Marc Facchini

The White Album spiller intim koncert.

De skæggede sangere og guitarister i The White Album søger ind til den kerne, der samlede dem: Nærværende nordisk folk spillet af tre humørfyldte venner.

Melodier, klangen af tre stemmer og klare sange om det jævne livs fortrædeligheder kommer i fokus, når The White Album til foråret besøger Radar.

For hvor trioen tidligere har haft følgeskab af en eller flere supplerende musikere, lader de denne gang deres treenighed stå alene på scenen. Den intimitet trækker en tråd tilbage til The White Albums fødsel, da Claus Arvad, Jakob Eilsø og Frederik Vedersø satte hinanden i stævne i et sommerhus i 2011 for at skrive sange, der stod stærkt uden stor produktion.

"Man kan forvente vokalharmonier og nordisk folk. Personlige sange om skænderier og livskriser fra mænd og fædre lige i slipstrømmen af deres bedste alder. Det hele naturligvis krydret med lamme vitser, pinlige anekdoter og utidig pjat,” siger Jakob Eilsø.

Men selv i denne enkle opsætning kommer koncerten til at vise nye sider af et band, der hidtil har været centreret om tre mand med hver en akustisk guitar.

“Sammen dækker vi tre alle pladser. Jakob er oprindeligt trommeslager, Frederik er guitarist, og jeg er bassist. Så det handler også om at give os selv en ny udfordring i opsætningen og arrangementerne, ift til sidste tour, hvor det var hele var 100% akustisk. Enkelte numre skriger bare på at blive leveret med mere smæk på, end vi kan, når vi kun sidder med tre akustiske guitarer,” siger Claus Arvad.

Efter det grundlæggende sommerhustræf i 2011 fik The White Album hurtigt vind i sejlene. I England viste branchen straks interesse, hvilket kastede de tre venner på et lærerigt eventyr. Debut-EP’en ’Conquistador’ landede til positive anmeldelser i 2012 – blandt andet fem stjerner i Soundvenue – og blev fulgt af de to albums ’The Quiet Strum’ (2014) og ’Songs from the Sun’ (2017). Gennem hele karrieren har koncerterne været en central del af trioens virke, og de har optrådt på alt fra Vega til Tønder Festival.

Support: Marc Facchini (solo)
Marc Facchini har siden 2010 været en toneangivende sangskriver på den danske folk- og rockscene. Sidste år udgav han sin tredje soloplade, 'Himmelmekanik', som blev kåret blandt årets albums af Dagbladet Information, og sikrede Marc Facchini en nominering til GAFFA-prisen som årets solist.

Marc Facchini er en dansk/italiensk sangskriver, som giver et bud på lyden af Danmark anno 2019, ved at fylde blenderen med højskolesangbogen, wikipedia-artikler, religiøse tekster, guldfisk, LSD og rykkere fra SKAT. Resultatet er et moderne take på skandinavisk sangskrivning, med klare rødder i 70'ernes folke- og rockmusik.

Back