Mellemblond_184.jpg

Mellemblond + Upopulær Mekanik

Mellemblond
Siden 2009 har den danske sangskriver Kristoffer Munck Mortensen under navnet Mellemblond sat nye standarder for, hvordan dansksproget rock kan lyde. Det er i årenes løb blevet til fem Steppeulv-nomineringer, topplaceringer på mediernes årslister, airplay og anmelderros for både musikken og teksterne. Der er bred enighed blandt landets toneangivende sangskrivere om, at Mellemblond kan noget særligt!

Det seneste album, Guldlokzonen, udkom i maj 2018 til store roser fra den danske musikpresse. Guldlokzonen er et udtryk lånt fra astronomien, der betegner den ideelle afstand mellem en stjerne og en planet for, at liv kan opstå på planeten.

Med afsæt i skitser og arrangementer fra hjemmestudiet er pladens sange produceret og mikset af Mads Brinch og Kristoffer Munck Mortensen, der fortsætter samarbejdet fra de sidste to Mellemblond-plader. Desuden medvirker et hold af fremtrædende musikere fra den danske musikscene.

Kristoffer siger selv om pladen: “Jeg tog et spring ud i at indspille og producere selv på et lille studie set-up jeg både kunne bruge hjemme og ude. Det ændrede musikken og teksterne markant. Jeg vil kalde det en popplade, fordi den ublu trækker på referencer fra alle mulige genrer. Den røde tråd bliver så istedet vokalen og tekstuniverset. Jeg siger tingene mere ligeud denne gang og er nok landet et sted mellem Seebach og CV i omgangen med sproget. Der er en del ømme kærlighedssange på pladen og en form for romantik, både den lyse og den mørke, præger teksterne."

Upopulær Mekanik
Med debutalbummet Palaver trådte enmandsorkesteret Upopulær Mekanik ind på den danske musikscene i en ambitiøs opsætning med rigt instrumentret alternativ pop og flossede dansksprogede tekster. 

Udgivelsen blev lavet i tæt samarbejde med producer Mads Wæhrens fra ITVIVL, som også spillede med på alle sange, og musikere fra Dad Rocks!, Kvindebandet, I Am Bones, The Defectors og Ghost, Flute & Dice var blandt gæsterne i studiet. Stilmæssigt trak Upopulær Mekanik veksler på både pop, indie, folk, klassisk og endda moderne kompositionsmusik. 

Nu gør sangskriver Kasper Marius Nørmark klar til opfølgeren "Reptilhjerte" - en mere stilrent rockende EP-tetralogi, der laves sammen med Mik Stegger på elektrisk guitar, Iris Marie Jakobsen på bratsch og brødrene Keld og Tom Jørgensen på henholdsvis trommer og bas.

Back