Mary Jean + Tundra
Mary Jean
Den aarhusianske tribal pop artist MARY JEAN fusionerer æterisk synth-pop med afrikanske rytmer og spirituel, naturinspireret lyrik i et magisk lydunivers MARY JEAN er en artist på den danske musikscene med en sjælden sans for det alternative. Med en stemning, der gror ud af det forunderlige, drømmende, til tider overjordiske er musikken centreret omkring MJ’s stærke stemme og sanselige lyrik.
Sammen med sit velspillende band udfolder Mary Jean sine sange i dynamiske arrangementer, der altid leveres i liveshows emmende af urkraft og vitalitet. Genren kalder de tribal pop. Inspirationsrejser, afrikansk stammemusik, åndelighed og kærlighed til naturen er hendes uudtømmelige kreative kilder.
Tundra
Nordjyske Tundra er et højtråbende, melodisk og følelsesladet indie-pop-rock-band, der siden det blev dannet i 2017 har markeret sig som et lovende og alternativt indspark på den danske musikscene.
Som enkeltpersoner har bandets besætning rejst i store dele af verden, og det kan høres på deres sindrige popsange, der henter inspiration fra alverdens folkemusik. Indiske strengeinstrumenter og tabla-trommer væves sammen med harpe og nordisk sangtradition og danner et flatterende kludetæppe af energi og nerve!
Med karismatiske Sofie Trolde i front har bandet i deres forholdsvis korte levetid allerede spillet en lang række anmelderroste koncerter. Foruden en anseelig række danske spillesteder har de blandt andet optrådt på Reeperbahn Festival i Hamborg og SPOT festival i Århus, og i foråret var de på tour i Vendsysselske havnebyer, der blandt andet bestod af en koncert foran den sagnomspundne klumpfisk i Nordsø Oceanarium.
I slutningen af marts udgav de deres selvbetitlede debutalbum, der har fået en del opmærksomhed, blandt andet af GAFFA, der gav den 4 stjerner.