SortenMuld_foto_web.png

Ekstrakoncert: Sorten Muld *UDSOLGT*

Så er der igen en sjælden chance for at høre folk-tronica gruppen Sorten Muld i den originale 8-mands live besætning, der har bjergtaget en bred skare af musikelskere siden gruppen udgav de første albums tilbage i slut 90’erne/start 00’erne.

"Et gennembrud af dimensioner", skrev Information på forsiden, efter at have oplevet en af Sorten Mulds første koncerter i slutningen af 90-erne.

Og det blev virkeligt et stort gennembrud fra en hel uventet kant, da gruppen tilbage i 1997 med sin blanding af nordisk middelalder og tecno/triphop, brød igennem til det brede publikum, og i årene der fulgte høstede stor anerkendelse både for deres udgivelser og koncerter.

Nu er de tilbage, og Sorten Muld vil her i 2019 crash-teste en lille flok helt nye sange, som efter al sandsynlighed finder plads på det album, som gruppen med større og større målrettethed har arbejdet hen i mod igennem de seneste år. Men publikum vil selvfølgelig også få et genhør med mange af sangene fra de to udgivelser ”Mark II” og ”III”, som har en helt særlig plads i musikkartotekerne hos musikelskere i både Danmark og udlandet.

Bandet glæder sig nu til igen at tage publikum med på rejse ind i sangene om uomgængelig skæbne, jalousi, hævn og utæmmelige drifter. Musikken er til tider underspillet til tider i voldsomt udbrud. Begge dele er med til at skabe det helt unikke og fortættede rum der altid opstår mellem scenen og publikum til deres koncerter.

Special guest: Hvalfugl

Hvalfugl findes lige i krydsningen mellem det let flyvende og det store og tunge. En trio der, inspireret fra både den danske og svenske folkemusiktradition, har skabt deres helt eget unikke lydunivers. I dette univers kan solen skinne fra en skyfri sommerhimmel, eller regnen kan dryppe fra en mørkegrå novembersky.

Hvalfugls originale kompositioner er både smukke og melankolske, og fremkalder fra første moment en intim atmosfære i det rum hvori de spiller.

Back