SOX-low-res.png

School of X

Inspireret af den sagnomspundne, københavnske Eks-skole udfolder Rasmus Littauer sit soloprojekt School of X. Et projekt, hvis eksistensgrundlag beror på Littauers lyst til hele tiden at ville starte forfra, gøre op med det gamle og lære nyt.

Skolen slutter så at sige aldrig for eleven, der sidste august udgav sin første musik i to år – en live recording af sangen “I’ll Never Be Ready To Die” med saxofonisten Malthe Beck samt harpenisten Selma Judith, der på mange måder var forskellig fra den lyd, man blev introduceret for på debuten 'Faded. Dreams' tilbage i 2017.

På den seneste EP, 'Destiny', understreger flere af sangene Rasmus Littauers trang til konstant at skifte spor og udfordre sin egen kunst og sætte læringsprocessen højere end endemålet – en af kongstankerne i Eks-skolen, som Rasmus har brugt som kreativt udgangspunkt. I den forbindelse har Littauer særligt på 'Destiny' samlet inspiration fra alskens andre kunstformer end musik og søgt at konvertere og destillere det ned til et værk, der ikke lader sig direkte forklare af musikalske referencer.

I 2017 udgav School of X debut-EP’en 'Faded. Dream 'og spillede koncerter på blandt andet Roskilde Festival, Eurosonic og Reeperbahn Festival. Som turnerende trommeslager for blandt andre MØ drog Rasmus Littauer derefter på tour og begyndte på landevejene at skrive sange til opfølgeren til 'Faded. Dream'.

Åbningsnummeret på den seneste EP – “I’ll Never Be Ready To Die” – er eksempelvis skrevet i en flyver på vej, tværs over Kina. EPen 'Destiny 'rummer dog ligeledes sange, der har haft deres kreative ilddåb i Danmark. Her kan eksempelvis nævnes sangen “Rodeo”, der med stor hjælp fra Littauers to musikalske brødre Jakob og Simon, kom til verden i School of X’ studie i København.

Udover showet på Radar, tager Simon Littauer i februar/marts på en mini-turné, som også bringer ham forbi internationale destinationer som Nordklang Festival i schweisiske St. Gallen, det legendariske venue The Sebright Arms i London, hvor bl.a. Parquet Courts, Courtney Barnett og Ezra Furman fik deres live-gennembrud, og til den store amerikanske festival SXSW i Austin, Texas.

Support: Dirt Bike

Bag navnet Dirt Bike finder man sangskriveren og produceren Gustav Berntsen, 23.

Siden 2015 har Gustav, som frontmand i punkbandet Pardans, været en aktiv figur i den eksperimenterende scene omkring Mayhem. Bandet har siden da turneret rundt i Europa med deres voldsomme højenergiske shows. I 2019 lancerede Gustav sit solo projekt Dirt Bike; et pop-projekt, der på mange måder står i kontrast til punken, men alligevel bevarer nogle forbindelser.

Rig på detaljer kombinerer Dirt Bikes første single, ”Roll In The Hay”, lo-fi guitarer, tunge hip hop beats og catchy pop melodier. Lytteren inviteres ind i en kalejdoskopisk sommerdrøm, en varm og pirrende virkelighed, hvor referencer og forskellige musikalske genretræk flyder ind og ud af lydbilledet. I hvert vers introduceres et nyt sonisk miljø, scenerne skifter konstant på legesyg vis. Der peges på 90’er guitar-indie, nutidens trap og klassisk strygermusik på en og samme tid.

Back