Ocean Of Sound#4: FALD + Upopulær Mekanik
Den fjerde udgave af AUT & Radars undersøgende koncertserie Ocean Of Sound byder på pseudo kammeropera med FALD og “supergruppen” Upopulær Mekanik.
FALD
Jeg falder.
Jeg er faldet.
Jeg er faldende.
Hvis Adam har fire æbler,
hvor mange har Eva så?
'FALD' er en kammeropera udviklet kollaborativt mellem komponisten Magnus Plejdrup, slagtøjsspilleren Alexander Long Krogh og guitaristen Niels Bach Storgaard. 'Pseudo' tilføjes dog denne genrebetegnelse, da afsættet for værket har været at eksperimentere med, hvor lidt der skal tilsættes et rent instrumentalværk, før vi opfatter det som værende noget andet.
Heftige beats sættes overfor avant-garde improvisation. Grunge-rock fragmenteres mens der smadres køkkeninventar. Og så varetages solist-partiet af Google Translate.
UPOPULÆR MEKANIK
Upopulær Mekanik er en aarhusiansk “supergruppe”, der består af musikere, som tidligere har spillet i mange prominente sammenhænge: i Larsen And Furious Jane, Kellermensch, The Defectors, Dad Rocks, Olesen-Olesen, Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur, Giant Sand og med Peter Sommer.
Henover de sidste to års tid har Upopulær Mekanik udviklet sin egen lyd i øvelokalet, og sammen har kvintetten klargjort de femten sange og en lydmontage, der skal udgøre en udgivelsesserie på i alt fire digitale EP’er. Serien udgives planmæssigt i løbet af 2020 og dokumenterer kvintettens første periode.
EP-tetralogien følger dermed op på debuten ”Palaver”, som sangskriver Kasper Marius Nørmark udgav som solist i 2017. Med hjælp fra de drevne musikere har Nørmark fundet ind til kernen af sin sangskrivning, og musikken fremstår i dag helstøbt og modig med slidstærke idéer i et upoleret og stilsikkert udtryk.
EP-serien er bundet sammen af Nørmarks poetiske tekster, der tilhører det samme tekstkorpus under titlen ”Reptilhjerte”. Ordene er historisk forankret i surrealismen og giver underbevidstheden en lyrisk stemme, hvor primitive følelser og instinkter støder sammen med intellektet i et sanseligt sprog på kanten af betydning.
OCEAN OF SOUND er en koncertrække arrangeret af spillestedet Radar og koncertforeningen Aarhus Unge Tonekunstnere - AUT, hvor der præsenteres musik, man kan svømme i, flyde ovenpå og dykke ned i. De to arrangører ønsker at give lytteren mulighed for at give sig hen og lade sig forføre til en tilstand, hvor lyd bliver et grundelement, som vandet i oceanerne. Uden genrebegrænsninger og æstetiske fordomme inviteres der indenfor til en oplevelse af musikalsk magisk realisme, hvor den normale virkelighedsopfattelse udfordres.