Lyd+Litteratur Festival 2020
Lyd+Litteratur Festival åbner dørene for en weekend med tværkunstneriske samarbejder i spændingsfeltet mellem litteratur, musik og lydkunst. Med de nødvendige COVID19-forholdsregler og et nedsat publikumstal gennemføres festivalen igen i år. Publikum kan se frem til to eksklusive koncertaftener med optrædener fra mange af landets dygtigste forfattere og musikere, der spænder genremæssigt over alt fra folkemusik, klassisk, jazz og rock til elektronisk musik.
PROGRAM LØRDAG
Sara Grabow synger Rilke
Da Sara Grabow havde udgivet albummet EneRum med egne sange i fordybelsens tegn, blev hun af litteratur og Proust-ekspert Neal Ashly Conrad Thing mødt med ordene: “Det minder mig om Rainer Maria Rilke!”
Siden begyndte Sara selv at læse værker af den tysktalende digter, der levede fra 1875-1926. “Jeg blev helt forelsket i ordene. Hans billedsprog ramte mig fuldstændigt; sfæriskheden, den poetiske visdom og hans tanker om 'alenehed' og 'rum', forekom mig så velkendte. Thorkild Bjørnvigs smukke oversættelser, som han brugte over 20 år på at perfektionere bevarer musikken og energien fra det oprindelige. Selve sangskrivningen var en utrolig nem og flydende proces, og jeg blev nærmest ført ind i at lave sangene over Rilkes ord,” siger Sara, som har valgt digte og enkelte sætninger frit og legende uden for meget 'intellektualisering'. “Rilke ønskede at skrive for alle –høj som lav – alle har et bankende hjerte, der har brug for åndelig næring.”
Mondrup/Juhl Dalsgaard
Præmiere på et helt nyt samarbejde mellem forfatter Louise Juhl Dalsgaard og komponist og musiker David Mondrup fra bl.a. Mallebrok, Vaev og Akka Makka Mia. Louise Juhl Dalsgaard har senest udgivet karantænedigtene "i dag skal vi ikke dø", og hun står også bag romanerne Alle dage tilbage og Dét der og det dér.
Samarbejdet er sat i værk af festivalen, og kunstnerne melder klar med “Et sagn, et savn”, som de selv beskriver som følger: "En odyssé i ord og lyd – om et ansvar, ingen vil bære, en finsk bjørn, der ikke findes og tilsyneladende meningsløse remser og rytmer fulde af betydning. Mondrup/Juhl Dalsgaard præsenterer publikum for et moderne folkemusikalsk sagn. Troubadurtradition tilsat elektronisk sound, kataton mundmusik og insisterende rytmer sætter scenen i en fortælling om at finde vild."
Puk Qvortrup & Who Killed Bambi
Lyd+Litteratur Festival 2020 har skabt rammen for et helt nyt samarbejde mellem forfatter Puk Qvortrup og Who Killed Bambi.
Her vil det nysgerrige klassiske strygeensemble levere nykomponerede toner til Puk Qvortrups hjerteskærende, selvbiografiske debutroman Ind i en stjerne.
"Bevægende sorgdebut. Forfatteren formår at skrive med en klarhed og renhed, som går direkte i hjertet på læseren," lød det blandt andet fra Nordjyske.
Vi ser meget frem til at høre fortællingen iklædt Who Killed Bambis elegante strygere.
Festivalen er støttet af Statens Kunstfond og Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje.
Vi følger de gældende retningslinjer for afholdelse af koncerter under Covid-19 restriktionerne, hvilket betyder, at denne koncert på nuværende tidspunkt er med stærkt begrænset kapacitet og er en siddekoncert med unummererede stolerækker. Ændre restriktionerne sig i mellemtiden, vil disse blive justeret. Der vil være særlige retningslinjer som skal overholdes til koncerten, og man bedes til hver en tid overholde personalets anvisninger under hele besøget på spillestedet. Retningslinjerne kan læses her og vil løbende blive opdateret.