RADAR-X-SPOR.jpg

Radar X Spor NIGHT:

Præsenteres af Spor Festival.

Lørdagen i Aarhus Festuge afsluttes dagens SPOR festival-program på Radar med dobbeltkoncert med Josefine Opsahl og ROSYAN.

OPDATERING 3/9 2020: Josefine Opsahl erstatter BandAne/Ane Østergaard, der desværre har været nødt til at melde afbud. Billetkøbere vil blive kontaktet og tilbudt refundering af deres billetter. Vi håber dog, at mange ønsker at beholde deres billet til dobbeltkoncerten på trods af udskiftning i lineuppet.

I et virtuost møde mellem et raffineret, klassisk instrument, celloen, og elektroniske manipulationer tager Josefine Opsahl lytteren med på en rejse, hvor en gammel æstetik fornyes ind i en ny tid. Hendes kompromisløse klang-universer lader celloens naturmaterialer, ynde og råhed, og effektpedaler smelte sammen i til tider elegante og lette, til tider hårdtpumpede og fyldige orkestrale verdener.

Rosanna Lorenzen optræder under synonymet ROSYAN med sin cello i hovedrollen i mødet mellem den akustiske og elektroniske lyd. Du møder blandt andet live-looping og field recordings i hendes organiske lydunivers, hun selv kategoriserer som ADM - Ambient Dance Music.

Josefine Opsahl (f. 1992) forener sin klassiske musikalske baggrund med en nybrydende åbenhed til lyd, genre, udtryksformer og til sit hovedinstrument celloen. Josefines udtryk og værker reflekterer hendes egen kunstneriske afsøgning af kunstens rolle i vores samfund og udforsker spændingsfeltet mellem tradition og innovation, virtuositet og intuition, partituret og improvisationen.

Josefines unikke lyd, kreativitet, solistiske egenskaber og karismatiske performative evner, har placeret hende og hendes mangeartede, fremadstormende projekter og ensembler som ledende progressive kræfter på den internationale musikscene. Hun har modtaget en række priser for sin kunst og sit virke, senest Wilhelm Hansen Fondens Hæderslegat 2020. 

Rosanna Lorenzen (f. 1988) er en dansk/iransk komponist, musiker og lydkunstner. Hun har optrådt i mange forskellige formater og steder, både i Danmark og udenlands,i bl.a. I Reykjavík, Berlin og Hull.

ROSYAN er synonymet for hendes soloprojekt, hvor hun udforsker mødet mellem den akustiske og elektroniske verden såvel som det visuelle element i en auditiv sammenhæng.

Med sin cello i hovedrollen balancerer hun konstant mellem improvisation og forudbestemt form, hvor hun interagerer med instrumentet og dets muligheder. Feltoptagelser/field recordings og live looping er blandt andet hvad du kan møde i ROSYANs organiske lydlandskaber, hvor du fra start til slut inviteres med på en atmosfærisk rejse, mellem helt ambiente collager hen over mere rytmiske mønstre.

 

Koncerten er med stærkt begrænset kapacitet og er en siddekoncert med unummererede stolerækker. Der vil være særlige retningslinjer som skal overholdes til koncerten, og man bedes til hver en tid overholde personalets anvisninger under hele besøget på spillestedet. Retningslinjerne kan findes på www.radarlive.dk.

Back