Kalaha feat. Hilal Kaya
Kalaha mestrer grænselandet mellem elektro- og afro-jazz. Med inspiration i lige dele vest-afrikansk funk, techno-rave og jazzimprovisation, er Kalahas musik et konstant foranderligt mix af skæve indfald, løssluppen energi og præcision.
Bandet optrådte for første gang på Strøm Festival i 2013 og har siden udgivet to EP’er og fire albums. Gruppens kerne består af de elektroniske producere Rumpistol og Spejderrobot, guitaristen Niclas Knudsen (Ibrahim Electric) og den allestedsnærværende trommeslager Emil de Waal. I februar udgav Kalaha albummet ’Mystafa’ som tog anmelderne med storm, og fulgte op med EP’en ’Laga Luga (Bos Laflar Edit)’, der også har bandets hyppigt brugte tyrkiske gæstesanger Hilal Kaya med, som også bliver inddraget flittigt på ’Mystafa’ albummet og gæster bandet til koncerten her på Radar til december.
Kalaha er kendt for at være globalister og evigt udforskende i deres søgen efter musikalske grænseområder og geografiske spektre. Som live-band er de medrivende og højenergiske. De sætter ild til dansegulvet og bringer publikum i trance. Til det bruger bandet elementer fra syrerock og improviseret jazz til anatolsk funk-og acid techno. Kalaha er nysgerrige på hele verdenen og formår med deres moderne, elektroniske baggrund at skabe rootsmusik med et musikalsk-og samfundsmæssigt relevant udtryk.
Om Kalaha skriver anmelderne:
”Kombinationen af den elektroniske musik, hårdtslående jazz og anatolske tradition er ganske enkelt eminent.” - GAFFA
“Kalaha kan tage noget af æren for, at flere og flere hjerter herhjemme banker for den dansable, psykedeliske tyrkerrock.” - INFORMATION
Ydermere sagde DMA-juryen:
”De formår, med deres uhøjtidelige tilgang til musikken og idérige lydlandskaber, at pege den danske jazz i en spændende retning og viser ligeledes, hvordan globaliseringen har bidt sig fornøjeligt fast på den danske musikscene.”