image-1.png

Katrine Stochholm

OBS: koncerten er flyttet fra lørdag 19. juni til torsdag 17. juni. Billetkøbere vil modtage en mail med information mandag 3. maj.

Gennem kontemporær pop, legende beats, ekspansive lydlandskaber, egne digte og tonsat århundrede-gammel lyrik er Katrine Stochholm lige nu højaktuel med et fuldendt værk, der hylder årets og naturens gang.

Som komponist, pianist og medstifter af bandet Under Byen fik Katrine Stochholm omkring årtusindskiftet stor international bevågenhed med en lang række banebrydende, dansksprogede sange, der både satte tonen for den alternative danske scene fremover, men også vakte international genklang.

Hun solodebuterede i efteråret 2016 med albummet Danser til radio, som bl.a. blev udnævnt til et af årets fem bedste danske albums i Dagbladet Information. Singlen ‘En Dejlig Aften Stille Sølvklart Vandet’ har i skrivende stund mere end 215.000 plays på Spotify.

I april 2021 udkom Katrine Stochholm med sit andent og seneste album, Verden består af samlinger af stykker, hvor anmelderroserne forsætte med at drysse ned over komponisten og sangerinden med fem stjerner i Gaffa og en plads på ugens vigtigste udgivelser hos Soundvenue.

Hør Katrine Stochholm og det nye album live på Radar 17. juni.

Support: Elou Elan

Efter 9 års pause er dansk-norske Elou Elan (Eva-Louise Rønnevig) tilbage som solist med albummet "That Ocean". Et album om sorg, drømme og minder, men også om oplevelsen at vende dette til kraft, kærlighed og håb. Gaffa kalder albummet for et "Lavmælt storværk fra dansk-norsk kæmpetalent" og hylder albummet med fem stjerner.

"Måske er That Ocean lige en tand for indadvendt til at løbe stormløb på hitlisterne herhjemme – til gengæld burde der være et publikum til albummet hos lydhøre musikelskere i hele verden." - Gaffa

Koncerten er med stærkt begrænset kapacitet og er en siddekoncert med unummererede stolerækker. Der vil være særlige retningslinjer som skal overholdes til koncerten, og man bedes til hver en tid overholde personalets anvisninger under hele besøget på spillestedet. Der vil være krav om at fremvise coronapas eller negativ coronatestresultat ved entréen. Læs retningslinjerne før dit besøg på Radar.

Back