Natlyst.jpg

Natlyst + supp. RØR

Det syvpersoners-store, dansksprogede avant-poporkester Natlyst antænder følelser, forløser dem eller forstyrrer dem i sin mosaik af støjguitar, grædekor, barok-inspiration, dåselatter og intime tekster om menneskets søgen efter nærvær.

Musikken fødes i forsanger/sangskriver Amanda Drews sårbarhed og gror i mødet mellem bandets symfoniske storladenhed og elektroniske fremdrift. Sangene tager udgangspunkt i temaer som angst, depression, kærlighed, ensomhed, sex og overgreb. De tunge emner svøbes i en helt særlig samhørig følelse med de mange mennesker på scenen og i musikken, som sammen skaber et trygt rum for den sårbare lytter.

Live er Natlyst en syndflod af inderlighed, energi, lyst og længsel. Med deres teatralske indlevelse tager de publikum i hånden og trækker dem rundt i hele følelsesregistret - fra sammenstødet med solen til faldet mod havet - tragisk mani og dragende håb.

Med udgivelsen af deres tredje fuldlængde album ‘Ikaros’ tager Natlyst musikken til både nye højder og dybder, idet de illustrerer den ultimative, maniske lyksalighed ved at opdage, at man for en stund kan flyve - samt det uundgåelige kollaps, som mange modige oplever i en verden, som sjældent formår at gribe dem.

Natlyst møder menneskets skrøbelighed og favner den i omsorg og ærlighed.

Support: RØR

RØR er en umage kombination af nostalgisk rockguitar og futuristisk hyperpop.

RØR inviterer dig med ind i sin evige coming-of-age fortælling om identitetskriser, storhedsvanvid og slidte kønsopfattelser. Den kontrastfyldte musik hylder både upoleret vildskab, øm sårbarhed og fidget spinnende preteen-energi.

RØR er Britney Spears gone goth. PJ Harvey med en autotune, og hvis The Knife havde en lillesøster med hjertesorger

Back