Ny dato: Singvogel 20 års jubilæum
Billetter til den udsatte koncert 17. december 2021 er gyldig til denne dato. Alle berørte billetkøbere har fået besked via mail.
Den 30. april fejrer det århusianske beatorkester Singvogel sit 20 års jubilæum. De markerer dermed to årtier, hvor bandet skramlet, men melodisk har vendt det danske sprog på vrangen og lyden af “forstadsrock” sammen med et væld af kreative samarbejdspartnere - herunder digteren Peter Laugesen.
Hvor starter man med Singvogel? Godt spørgsmål. Men det geografiske udgangspunkt Aarhus kunne være ét bud. Ville denne unikke konstellation og dens temperament, lyd og ofte lokalt inspirerede tekstunivers kunne opstå andre steder? Måske ikke.
Singvogel sigter efter rockmusikkens dyder, som de kan lyde i 2022, spillet råt, inklusiv masser af knaster, og går til vaflerne med knasende rokkenroll af fuzz, elektroklarinet, monosynth, drivende rytmer og intense soniske udflugter.
Siden Singvogels første koncert i december 2001 har gruppen udgivet syv albums - herunder tre af dem sammen med Brabrand-digteren Peter Laugesen - samt diverse andre udgivelser i forskellige formater. Og et nyt album er på vej.
Startskuddet i albumform kom med 2003’s “Hotellet Brænder”, der gav Peter Laugesens jazzede beatlyrik en ny og mere insisterende tone ved at kombinere den med rockmusikken. Eller beatmusikken, om man vil.
En vindende formel udforsket over tre roste albums om hvilke Informations Klaus Lynggaard bl.a. skrev: “Tilsammen står de for noget af mest fængende inden for genren Det Talte Ord m/ Musikledsagelse. Det er både besættende og berusende at være selskab med disse glemslens partisaner.”
Dykker man ned i forsanger Andreas Hansns tekstunivers møder man helt ualmindeligt jysk forstads-leben i Aarhus Nord, videnskabelig kuriosa og skummel mytologi. Der er snaveri på kirkegården, besyngelse af tågehorn, amourøse oder til udkårne bartendere, spindende satellitter og meteornedslag, skoledrenge med spritterblik og grammofoner, der spiller i efterverdenen.
Af og til falder der en utvetydig politisk stikpille: Penicillin har reddet millioner / Jonny, Ulla og mig selv / det vil bonden gerne smadre / for at plage produktionen op.
Singvogel anno 2022 udgøres af Andreas Hansn på vokal og guitar, Lotte Maxild på klarinetter - begge med fortid i det ligeledes særegne orkester Vildensky, der med to albums og overrumplende koncerter gjorde især Aarhus usikker i 90’erne - Jørgen Holm på trommer og andet slagtøj og Rikke Alminde på monosynthesizer.