Køs & Pia Tafdrup
Ud fra en gensidig beundring af hinandens udtryk, og forskellige tilgange til at arbejde med kunst, begyndte de unge fremadstormende musikere i trioen Køs, og den anerkendte digter Pia Tafdrup, at skabe musik sammen i 2018. I 2021 efter adskillelige koncerter rundt om i landet, udkom de så med deres første album ’Ud af en mund’ på Barefoot Records, i anledningen af Pias 40 års jubilæum. Albummet er sammensat af temaer som går på tværs af Pia Tafdrups digtsamlinger fra hendes værkserie om sanserne: ”Smagen af Stål” (2014), ”Lugten af Sne” (2016), ”Synet af lys” (2018), ”Lyden af Skyer” (2020) og ”Berøringen af hud” (2022), og er første gang at Pia indgår i et band. Glæd jer til en meditativ, sanselig koncert, hvor musikken ind og ud af improvisation, søger at understøtte og udvide oplevelsen af digtenes forskellige universer og betydninger. En koncert hvor ordenes billeder lydliggøres og får en ny abstraktion, og hvor musikken indfanges og kommer helt tæt på lytteren forbundet via vores fælles talte sprog.
Lineup:
Pia Tafdrup - oplæsning
Maria Dybbroe – altsax
Valdemar Kragelund – elektronik, computer
Kristian Isholm Saarup – trommer
Pia Tafdrup debuterede i 1981 og har siden 1989 været medlem af Det Danske Akademi. Hun er oversat til mange sprog og har gennem årene foretaget en lang række oplæsningsturnéer i hele verden. Hun har blandt mange priser modtaget Nordisk Råds Litteraturpris i 1999, for digtsamlingen Dronningporten, og i 2006 modtog hun Det Svenske Akademis Nordiska Pris.
Køs: Maria Dybbroe, Valdemar Kragelund og Kristian Saarup, forener som Køs deres kærlighed til både storladenhed og skrøbelighed. Gruppen har spillet sammen siden 2013 og spillet 60 koncerter over hele Danmark. I et elektroakustisk univers blandes, bøjes og manipuleres lyden af saxofon og trommer, som får instrumenterne til både at smelte sammen, skille sig ud, eller danne helt nye og ukendte klange. Nogle gange minder musikken om et pop-hit – andre gange lyder det som ambient elektronisk musik – eller en dyne af 40 saxofoner. Det er et univers med langstrakte udviklinger, smukke melodier, repetitive rytmiske strukturer, brede klangflader og store dynamiske udsving. Musik hvor rejsen er det spændende - og nærvær og udsagn er essentielt.