ÅBNING AF UDSTILLINGEN "TILFLUGT"
Åbningen af udstillingen "TILFLUGT", skabt af interdisciplinær kunstner Signe Klejs og komponist Christian Windfeld i samarbejde med Radar og kunsthallen Regelbau 411. Kom ned og mød de to kunstnere til åbningsarrangement på Radar lørdag 3. september kl. 11-13.
Udstillingen TILFLUGT er en dialog på tværs af rum. Med udgangspunkt i kunsthallen Regelbau 411's bunkere ved Oddesund og det alternative spillested Radar i Aarhus har interdisciplinær kunstner Signe Klejs og komponist Christian Windfeld skabt et værk, hvor de to lokationer danner udgangspunkt for et møde mellem stedbundne, institutionelle og kunstneriske praksisser.
Sand, slagtøj og lyd indgår i udstillingen, der reflekterer over de narrativer og forestillinger, der knytter sig til de to lokationer og menneskets søgen efter et helle i en kaotisk verden.
I denne kontekst peger udstillingen mod meditationen og ritualet som åndelige rum, hvor de besøgende kan søge tilflugt. På mere end hundrede kilometers afstand, og i en simultan begivenhed af otte dages varighed, bindes Radar og Regelbau 411 sammen. Hér opløses tiden for en stund, og afstande flettes sammen i en cyklisk evighed.
Udstillingen er kurateret i et samarbejde mellem Radar og Regelbau 411 som en dialog på tværs af faglige, fysiske og institutionelle rum. Ved at fusionere de institutionelle praksisser repræsenteret ved Radar som spillested og Regelbau 411 som kunsthal skabes et nyt format, der udfordrer traditionelle forestillinger om den performative koncert og den stedsspecifikke udstilling.
Signe Klejs (DK) arbejder ofte tværæstetisk og stedsspecifikt. Med et element af forandring, og i samspil med omgivelser, udfordrer hun idéen om værkets sublimitet og minder os om, at i morgen er forskellig fra i går.
Christian Windfeld (DK) er uddannet solist fra Det Jyske Musikkonservatorium og har som performende komponist tidligere opført sine værker i Australien, USA og Europa. I 2015 blev han udvalgt til Statens Kunstfonds ordning ‘Den unge elite’.
Med opfordring til at besøge begge lokationer – Radar og Regelbau 411 – for at opleve værket i sin helhed.
Åbning: 3. september 2022. Radar kl. 11-13. Regelbau 411 kl. 15-17.
Udstillingsperiode: 4.-11. september 2022.
Åbningstider: Hver dag fra 10-17 på Radar og Regelbau 411. Udstillingen har fri éntre.
Udstillingen er realiseret med støtte fra Region Midtjyllands Kulturpulje, Aarhus Kommunes Kulturudviklingspulje, Music City Aarhus 2022, Statens Kunstfond og Det Obelske Familiefond.