Senso_by-Phie-Stenbæk.png

Senso

Sensos musik befinder sig bedst i tusmørket, ligesom deres koncert på Roskilde festival 2022 gjorde det. Dér, på tærsklen mellem dagens lys og nattens mørke, balancerer det københavnske orkesters lyd. Et sted mellem dancabel pop og dramatisk rock.

Senso består af en række musikere, der allerede har slået deres navn fast på den danske musikscene i form af Jens Konrad Barrett fra Lyra Valenza, Albert Hertz fra Aperly High & Josiah Konder, Sofie Westh fra Dead Pan, og Mads Uldum fra Lød. I Senso smelter disse forskellige sensibiliteter sammen til en poplyd fuld af overraskelser. Deres lyd er lige så mangefacetteret, som bandet selv.

Debutalbummet ’The Void In Us’ fra April 2022 stræber efter det store omkvæd i bedste stadion-rock stil. Det er tilsat en produktionsmæssig detaljerigdom, som man kender det fra 90’ernes shoegazelyd. Både Politiken og Soundvenue anerkendte disse kvaliteter i deres rosende anmeldelser. Albummets store løfter indfries også live, når numrene gøres endnu mere himmelstræbende, spillet med lige dele kirurgisk præcision og legende lethed. Der er en lige linje fra Sensos gennemarbejde indspilninger til deres energiske liveshows.

Senso er allerede en kultfavorit i Københavns musikmiljøer, og ofte høres hittet “Is It True” fra et åbent vindue på Nørrebro, mens en hel privatfest skråler med på omkvædet klokken fire om morgenen. “All this melancholy that flows through my body” synger Jens Konrad på “Angel View”: At lytte til Senso er som at bade i melankoli, men samtidig sprælle af glæde. De ved at melankoli er den mest komplekse af alle følelser, men også den mest produktive og livgivende. Senso er et band af sin tid, men med en enorm forståelse for musikhistoriens skatte. Fortid, nutid og fremtid smelter sammen i Sensos dybtfølte hav af følelser og melodier. Spark døren til fremtiden ind og skrål med.

Back

Unummererede pladser.

Alt billetkøb varetages af vores billetpartner Yourticket.

Onlinesalg af billetter slutter når dørene åbner. Såfremt der ikke er udsolgt, kan billetter købes i døren på koncertaftenen.

Fotograf: Phie Stenbæk